Ressourcerækkerne: Morgendagens byggeri opføres i Ørestad Syd

27. september 2018

I går var der rejsegilde på endnu et fremsynet, bæredygtigt boligbyggeri i Ørestad Syd. Ressourcerækkerne er bygget af genanvendte materialer, toiletterne skyller med regnvand og der vokser grøntsager på taget. Det er blot nogle af de løsninger, der er brugt for at skabe et bæredygtigt byggeri.

Morgendagens boligbyggeri er flyttet ind i nutiden med opførslen af Ressourcerækkerne. Byggeriet, der er tegnet af Lendager Group, består af 63 lejligheder og 29 rækkehuse og opføres af Arkitektgruppen og NREP. Til gårsdagens rejsegilde var der foruden bygherres tak til håndværkerne taler ved Anne Skovbro adm. direktør i By & Havn, Lars Chr. Lilleholt Energi-, forsynings- og klimaminister og Ditte Lysgaard Vind, der er managing director for Lendager TCW i Lendager Group.

Ressourcerækkerne bliver Danmarks første boligbyggeri, der opføres af materialer fra forladte boliger og industribygninger.

”Ressourcerækkerne giver os et blik ind i hvordan fremtidens byggeri ser ud. Bæredygtigt byggeri er vejen frem og vi bliver heldigvis hele tiden klogere på, hvordan vi kan arbejde målrettet med bæredygtighed og afprøve nye måder at gøre tingene på. Det er håndværkernes arbejde her i Ressourcerækkerne i Ørestad et rigtig godt eksempel på”, sagde Anne Skovbro, adm. direktør i By & Havn, i sin tale til rejsegildet. 

Byggerier fra 1960’erne og opefter er bygget med en mørtel, der er stærkere end murstenene så man ikke kan skille murene ad i de enkelte mursten. Det har man fundet løsningen på i Ressourcerækkerne, hvor hele moduler er skåret ud af gamle mure og anvendt som store byggeklodser i det nye byggeri. På den måde genanvendes mursten, der ellers ville være blevet destrueret, og samtidig bidrager metoden til det arkitektoniske udtryk, når forskellige farver og typer af mursten kombineres. Derudover genanvendes 300 tons træ fra metrobyggeriet til facader, terrasser og gulve i Ressourcerækkerne.

På taget opføres 52 drivhuse med nyttehaver, som er lavet af genbrugt glas. Der bliver også etableret solceller på taget og opsamlet regnvand, der bruges til både toiletskyl og til at vande nyttehaverne. Den sociale dimension er også tænkt ind i Ressourcerækkerne, og her kan nyttehaverne blandt andet være med til at knytte gode naboskaber.

Ørestad bygger sig ind i den bæredygtige fremtid, og kun et stenkast fra Ressourcerækkerne opføres Upcycle Studios af samme bygherrer og arkitektfirma, med tilsvarende ambitiøse målsætninger for bæredygtigt byggeri.

Læs mere om Ressourcerækkerne her.

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:



Kristian Wederkinck Olesen

Kommunikationschef

E: kwo@byoghavn.dk

T: 3053 5004


Carsten Arlund

Redaktør - billedredaktør

E: ca@byoghavn.dk

T: 2075 1701



Lotte Rosenholm

Kommunikationskonsulent

E: lot@byoghavn.dk

T: 3057 8206