Nordic Clean Energy Week i Nordhavn for alle

18. maj 2018

Tag med på guidet tur i Nordhavn med fokus på bæredygtighed og grønne
energiløsninger – og besøg By & Havns udstilling i Århusgadekvarteret. I Nordhavn sættes der fokus på bæredygtighed i den kommende uge.

Grøn energi og bæredygtighed er på dagsordenen i hele København, når der fra den 21. maj til den 25. maj holdes Nordic Clean Energy Week. Her skal deltagere fra hele verden diskutere vedvarende energi og grønne løsninger ved en bred pallette af arrangementer.

I den forbindelse afholder partnerskabet EnergyLab Nordhavn en række aktiviteter i Nordhavn under overskriften Nordic Energy Experience. Som partner i EnergyLab Nordhavn sætter By & Havn ekstra fokus på Nordhavn som bæredygtigt byområde. Der er udvidede åbningstider i udstillingen Himmel og hav! i Århusgadekvarteret og By & Havn arrangerer en gratis, guidet tur med bæredygtighed som tema for alle, der interesserer sig for emnet. 

Den bæredygtige Nordhavn

Visionen for Nordhavn er grøn. I Københavns bæredygtige bydel Nordhavn arbejder By & Havn med energirigtige løsninger, miljøvenlig transport og optimal ressourceudnyttelse, og store dele af Nordhavn er som den første bydel i Danmark certificeret med platin inden for certificeringssystemet DGNB. 

EnergyLab Nordhavn (ELN) er et storbylaboratorium og forskningsprojekt, hvor man kan eksperimentere, afprøve og vise en lang række innovative løsninger på, hvordan el, varme, energieffektive løsninger og elektrisk transport kan indgå i intelligente energisystemer i byområder i fremtiden. Partnerskabet består af 12 partnere inden for byudvikling, forsyning og teknologi. 

Besøg udstillingen Himmel og Hav! eller tag på guidet tur i Nordhavn

By & Havn holder under Nordic Clean Energy Week ekstraordinært åbent i udstillingen Himmel og hav! alle hverdage fra 10 til 18. I udstillingen kan du bl.a. få et indblik i By & Havns visioner for Nordhavn, se modeller af bydelens byggerier og læse om de bæredygtige initiativer i bydelen. 

Torsdag den 24. maj kan du komme på en gratis guidet tur om Nordhavn og By & Havns bæredygtighedstiltag fra kl. 17 til 19. Turen starter i udstillingen Himmel og hav!, går rundt til mange af bydelens grønne tiltag og slutter i EnergyLab Nordhavns showroom på Sundmolen. Der vil være lidt at spise og drikke som afslutning på turen. Turen kræver tilmelding. Skriv til arv@byoghavn.dk, hvis du vil med. Der er plads til 30 gæster.

Kan du ikke deltage denne dag, er der andre muligheder for at komme rundt i Nordhavn i ugens løb. Hver dag har vi ekstra bemanding i udstillingen fra kl. 14 til 18, og hvis guiderne har tid, går de gerne en tur med dig rundt i bydelen. Kig forbi til en snak om bæredygtighed eller tag på rundtur i Århusgadekvarteret. 

Lyst til en sejltur? 

Under Nordic Clean Energy Week kan du tage en gratis båd fra Kvæsthusbroen til Nordhavn og tilbage igen. Der er afgang mandag til fredag hver time tilpasset de øvrige aktiviteter i Nordhavn - de fleste dage startende kl. 8.30 fra Kvæsthusbroen. Tjek præcise afgange her

Åbningstider Himmel og hav!, 21. – 27. maj:

  • Mandag til fredag kl. 10 til 18
  • Lørdag og søndag kl. 10 til 16
  • Fra mandag til fredag er der fra kl. 14 til 18 mulighed for at komme på en rundtur i Nordhavn med en af By & Havns guider

Adresse:

Himmel og hav!
Helsinkigade 29
2150 Nordhavn

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:


Kristian Wederkinck Olesen

Kommunikationschef

E: kwo@byoghavn.dk

T: 3053 5004


Carsten Arlund

Redaktør - billedredaktør

E: ca@byoghavn.dk

T: 2075 1701



Lotte Rosenholm

Kommunikationskonsulent

E: lot@byoghavn.dk

T: 3057 8206