Gigantisk lysskulptur vil lyse Nordhavn op i februarmørket

8. februar 2018

Göteborg Plads i Nordhavn bliver skueplads for en spektakulær lysinstallation, når By & Havn og Nordhavn P/S i samarbejde med den danske lyskunstner Jakob Kvist præsenterer ’The Pillar ’ under CPH Light Festival 2018.

Normalt er vinteren i København mørk og kold, men februar-festivalen CPH Light Festival omdanner flere områder til et sandt lyshav. Et af de mere opsigtsvækkende indslag er lysskulpturen The Pillar, der består af 25 lyskastere samlet i en kvadratisk formation, der skyder en massiv søjle af lys lodret op i luften. 

Skulpturen kan ses i perioden fra den 10. – 25. februar kl. 18 - 24 og er designet af den danske lyskunstner Jakob Kvist med støtte fra By & Havn og i samarbejde med Nordhavn P/S. Installationen markerer Nordhavn som en ny, lysende bydel i København. Lyssøjlen vil kunne ses over hele byen – og bliver et spektakulært syn både når man ser den på nært hold og på lang afstand. 

”I årtusinder har vi mennesker været draget af lys. Vi har samlet os omkring bålet og brugt lyset som pejlemærke i både hverdagen og til forskellige ritualer. Ideen bag The Pillar stammer fra den her tiltrækningskraft - og på samme måde bliver den et pejlemærke i Nordhavn, der trækker nysgerrige Københavnere ud i februars vintermørke,” siger lyskunstneren Jakob Kvist.

”Byudviklingen i Nordhavn er gået stærkt. I dag bor der omkring 2.000 mennesker i den gamle frihavn, og kvarterets kultur- og foreningsliv tager form samtidig med, at spændende butikker og spisesteder er åbnet, og bidrager med nye oplevelser i kvarteret. Århusgadekvarteret er blevet en destination i sig selv, og det vil vi rigtig gerne invitere københavnerne til at opleve. Med værket The Pillar bliver man både vist vej til en kunstoplevelse i vintermørket og til Nordhavn,” siger udviklingschef Rikke Faaborg Jarmer, By & Havn.

Jakob Kvist er en af Danmarks mest fremadstormende lyskunstnere og har designet en række opsigtsvækkende lysskulpturer og installationer for blandt andet Roskilde Festival, Made in Space, Frost Festival og Reykjavik Winter Light Festival. 

By & Havn byudvikler Nordhavn, Ørestad og dele af Sydhavn. Et vigtigt strategisk element i arbejdet med nye bydele er at understøtte kultur- og foreningsliv, og hjælpe traditioner, byliv og gode naboskaber på vej. Nordhavn P/S udvikler Århusgadekvarteret i Nordhavn til et levende butiksområde. Selskabet består af By & Havn og NREP. 

Læs om 'The Pillar' på CPH Light Festivals hjemmeside.

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:



Kristian Wederkinck Olesen

Kommunikationschef

E: kwo@byoghavn.dk

T: 3053 5004


Carsten Arlund

Redaktør - billedredaktør

E: ca@byoghavn.dk

T: 2075 1701



Lotte Rosenholm

Kommunikationskonsulent

E: lot@byoghavn.dk

T: 3057 8206