Bæredygtigt designmarked i Århusgadekvarteret

5. september 2018

I weekenden den 15. og 16. september holder Handelsforeningen i Århusgadekvarteret bæredygtigt designmarked. Mere end 20 butikker og stande deltager. 

Århusgadekvarteret i Nordhavn er det naturlige sted at afholde et designmarked med bæredygtighed som tema. Bæredygtighed har gennemsyret udviklingen af Nordhavn siden By & Havn begyndte at udvikle området i efter vedtagelsen af lokalplanen i 2012.

For By & Havn handler bæredygtig byudvikling om mere end miljø og klima. Nordhavn skal ånde af liv. Hér skal være et alsidigt byliv med mangfoldige typer af aktiviteter og et bredt udbud af butikker, kultur og fritidsliv.

En særlig detailhandelsstrategi i kvarteret har betydet, at butikker og virksomheder er flyttet tidligt ind i kvarteret, og strategien sikrer, at der kommer det rette mix af butikker og restauranter, som passer til kvarterets egenart - og som taler ind i den overordnede bæredygtighedstankegang. 

”Jeg synes, at det er dejligt at se, at butikkerne i Århusgadekvarteret målrettet fokuserer på bæredygtighed. Det går hånd i hånd med By & Havns vision om at bygge mangfoldige og bæredygtige bydele, som samtidig indbyder til liv og fællesskab i området. Nordhavn er jo et fantastisk udstillingsvindue - som også har udlandets interesse – både i forhold til bæredygtighed, arkitektur, gastronomi og nu også i forhold til design. Jeg glæder mig til at gå tur i Århusgadekvarteret til det bæredygtige designmarked og få en snak med de mange stadeholdere,” siger Anne Skovbro, adm. direktør i By & Havn.

På designmarkedet tages alle rå, nybyggede lokaler i området i brug og bliver omdannet til et indendørs marked for bæredygtigt design, koncepter og livsstil. Der vil være interiør, møbler, tøj, vintage smykker og meget mere – både fra etablerede samt mindre brands og designere. 

Blandt deltagerne er: 

  • Yume
  • Plant København
  • Ida Dakar
  • Pure Leaf smykker
  • Flirty Birdy
  • Önling
  • Schultz by Crowd
  • Bike & Bloom
  • og mange andre! 

Alle aktører du vil møde på markedet har et bæredygtigt koncept, eller sælger produkter, der inspirerer til en mere bæredygtig livsstil. Alle brands lever op til mindst et af de følgende bæredygtige kriterier: materialevalg (inkl. økologi), produktionsproces, produktionsvilkår der er fair og etiske, recycled, upcycled, secondhand, eller der kan være tale om produkter der er lavet til at holde længe (slow) eller er ’made to order’. 

Og når du bliver træt af at gå i butikker, byder København Mad & Marked på en palet af økologisk mad og drikke. Streetfood markedet er udendørs. 

Det bæredygtige designmarked i Århusgadekvarteret kan opleves lørdag d. 15. og søndag d. 16. september kl. 10 – 17. 

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:



Kristian Wederkinck Olesen

Kommunikationschef

E: kwo@byoghavn.dk

T: 3053 5004


Carsten Arlund

Redaktør - billedredaktør

E: ca@byoghavn.dk

T: 2075 1701



Lotte Rosenholm

Kommunikationskonsulent

E: lot@byoghavn.dk

T: 3057 8206