Ny Netværksorganisation i Ørestad

31. januar 2017

I dag blev foreningen Ørestad Innovation City Copenhagen (ØICC)
stiftet ved en generalforsamling i Ørestad. Foreningen skal arbejde for, at
Ørestad bliver det stærkeste knudepunkt for innovation, viden og kreativitet. 

Netværksorganisationen Ørestad Innovation City Copenhagen ønsker at medvirke til at tiltrække og stimulere erhvervs- og vidensudviklingen i regionens største, hurtigst voksende og mest kraftfulde erhvervsområde, Ørestad. Tanken bag er, at dette ikke alene skal ske i tiltag fra de enkelte aktører i bydelen, men at der bidrages ekstra til en positiv udvikling, når aktørerne slutter sig sammen i et formaliseret samarbejde på tværs af brancher omkring Ørestad. 

”Over hele verden er der fokus på ’innovationsdistrikters’ effekt for virksomheder og organisationer. Der er et fantastisk momentum i Ørestad, og det vil vi gerne udnytte til at tiltrække endnu flere små, mellemstore og store virksomheder. Derfor har vi taget initiativ til netværksorganisationen Ørestad Innovation City Copenhagen,” siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn, der i dag blev valgt som organisationens første bestyrelsesformand. 

Der er mange eksempler både internationalt og nationalt på lignende succesfulde netværksorganisationer. I Lyngby-Taarbæk har foreningen Vidensbyen i løbet af fem år udviklet sig til et kraftfuldt netværk, hvor medlemsvirksomhederne udnytter hinandens kompetencer og ideer på tværs. Til den stiftende generalforsamling i Ørestad Innovation City Copenhagen var der oplæg fra managing director Charlotte Mark fra Microsoft, der er en af drivkræfterne i Vidensbyen i Lyngby. 

”I Microsoft meldte vi os ind i Vidensbyen allerede halvandet år før vi flyttede til Lyngby. For os var det et naturligt skridt at engagere medarbejderne og virksomheden i lokalområdet. En stærk Vidensby er også en styrke for Microsoft. Jeg er overbevist om, at også erhvervslivet i Ørestad vil have stor glæde af den nye netværksorganisation,” siger Charlotte Mark.


Den nye bestyrelse

Ved den stiftende generalforsamling blev følgende bestyrelse valgt:

  • Formand Jens Kramer Mikkelsen, adm. direktør, By & Havn
  • Søren Brøndum, executive director, Rambøll DK
  • Torsten Esbjørn, markedsdirektør, Sweco
  • Julie Sommerlund, prodekan, Københavns Universitet
  • Søren Risager-Hansen, managing partner, KLP Ejendomme 
  • Oscar Crohn, managing partner, Solstra
  • Leif Lønsmann, chef for DR Koncerthuset
  • Karen Nielsen, udviklingsdirektør, Steen&Strøm 
  • Thorkild Ærø, direktør, AAU i København 
  • Timo Hoffman, ejer, Timo & Co.

ØICC skal bidrage til at øge værdien af Ørestad som lokation for virksomheder og medarbejdere. Der skal etableres en platform for netværksaktiviteter med højt fagligt indhold. Det kunne være workshops og events med oplæg om ny forskning, fælles adgang til analyser, samarbejder på tværs af faglige grænser – f.eks. mellem virksomhederne og Ørestads uddannelsesinstitutioner og meget mere. Det kan blandt andet styrke virksomhedernes talentindsats og hjælpe dem til at tiltrække de bedste danske og udenlandske hoveder. Samtidig styrkes uddannelsesinstitutionerne relation til erhvervslivet, der fungerer som aftager for de færdiguddannede kandidater. 


Styrker rekrutteringen

Siden 2010 har ingeniørvirksomheden Rambøll haft domicil i Ørestad. 

”Nye måder at arbejde og samarbejde på bliver afgørende for enhver vidensvirksomhed i fremtiden. Samtidig har vi brug for at kunne tiltrække de bedste hoveder fra begge sider af sundet. Og med mindre end fem minutter til lufthavnen, broforbindelse til Sverige og Metro og regionaltog lige uden for døren kan vi næsten ikke tænke os en bedre placering end Ørestad,” siger Søren Brøndum, executive director, Rambøll DK.

Solstra Capital Partners er hovedaktionær i Bella Center og står bag Copenhagen Towers og Crowne Plaza hotel. Managing partner Oscar Crohn fra Solstra Capital Partners ser klare konkurrencefordele i netværket. 

”Solstra har et stort engagement i Ørestad, hvor selskabet både driver hotel, ejer et stort erhvervsdomicil, Bella Center samt udvikler bydelen omkring Centret. Selvom vi i Ørestad konkurrerer internt om virksomheders og potentielle beboeres gunst, så står vi stærkere sammen end hver for sig – særligt internationalt. Med Ørestads placering ønsker vi at overbevise internationale virksomheder om, at de skal vælge København frem for fx Stockholm eller Helsinki som deres hub til det skandinaviske og baltiske marked. I den konkurrence står vi stærkere i kraft af det kommende netværk,” siger Oscar Crohn, Solstra Capital Partners. 

DR Koncerthuset har i syv år været den væsentligste kulturdriver i Ørestad. Også koncerthuschef Leif Lønsmann glæder sig over initiativet:

”Jeg oplever et kæmpe potentiale for erhvervslivet i Ørestad i disse år. Der er en videnskapital og en innovationskraft, som DR er en naturlig del af. Og det er afgjort interessant for en virksomhed som DR Koncerthuset at kunne drage nytte af den viden, de erfaringer og den rekrutteringskraft, der udspringer af et samarbejde som Ørestad Innovation City Copenhagen,” siger Leif Lønsmann.

Timo Hoffman ejer tre restauranter i Ørestad; RAMBLA, LOFT og 8TALLET i henholdsvis Ørestad City og Ørestad Syd:

”Ørestad er bestemt ikke som andre steder, men det skal jo netop heller ikke være ligesom resten af København. Her er moderne og råt, men alt det nye giver også muligheder for at skabe sin egen bydel og sine egne netværk – både for os, der bor hér og for os, der driver erhverv. Jeg deltager i netværket for at sprede budskabet om, at Ørestad rummer meget mere end stål og beton. Her er muligheder, kultur, natur og ikke mindst gode restauranter,” siger Timo Hoffman.


Formaliseret samarbejde med uddannelsesinstitutioner

Også Ørestads store uddannelsesinstitutioner er på forhånd positive over for den nye netværksorganisation. I Ørestad Nord ligger både Københavns Universitet Søndre Campus og IT-Universitetet, ligesom AAU ligger blot et stenkast væk. Sammenlagt er der godt 20.000 studerende på universitetsniveau i Ørestad. 

”Vi er i konstant dialog med potentielle samarbejdspartnere om både forskning og uddannelse. I Ørestad er der en bred vifte af tunge vidensvirksomheder. Et initiativ som ØICC giver os en ny indgang til at skabe relationer til virksomhederne - og dermed også lette erhvervslivets rekruttering – til glæde for alle parter,” siger Julie Sommerlund, Prodekan på Københavns Universitet.”

”Aalborg Universitet har mange års erfaring med at indgå i innovative samarbejder med virksomheder, og vi glæder os til at samarbejde omkring de nye initiativer, der udspringer af Ørestad Innovation City Copenhagen,” siger innovationsdirektør Søren Damgaard, AAU.

Adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn er overbevist om, at kombinationen af Ørestads unikke beliggenhed og de mange vidensvirksomheder er den rette, for at Ørestad Innovation City Copenhagen bliver succesfuld: 

”Ørestad er faktisk Københavns ’Airport City’ beliggende midt i det hele med motorvej, Øresundstog og ikke mindst Metroen - der kører 24/7. Ingen anden bydel i København eller Øresundsregionen tilbyder den samme fleksibilitet og unikke beliggenhed. Dette budskab vil vi gerne have længere ud i kraft af den nye netværksorganisation og samtidig være katalysator for at skabe et innovationsmiljø for virksomheder, uddannelsesinstitutioner og kulturaktører som et ekstra lag,” siger Jens Kramer Mikkelsen.

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701




Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206