Vinder fundet i konkurrencen om Kronløbsøen i Nordhavn

29. august 2016

Dommerkomitéen har valgt et projekt, der bl.a. er inspireret af de geologiske aflejringer ved Møns Klint som vinder af projektkonkurrencen om Kronløbsøen. 

I juni blev projektselskabet Kronløbsøen Projekt P/S bestående af By & Havn (50%), PensionDanmark (40%) og Nordkranen Ejendomsudviklingsselskab (10%) dannet med det formål at opføre et 25.000 etagemeter stort byggeri med boliger og udadvendt erhverv i en mindre del af stueetagen på en nyetableret ø i Indre Nordhavn oven på et parkeringshus med plads til cirka 1.000 biler under vand. 



Desuden skal projektselskabet opføre et byggeri med 7.900 etagemeter boliger beliggende på Fortkaj – på den nordvendte kajstrækning i Århusgadekvarteret. 

Forud for selskabsdannelsen udskrev By & Havn en projektkonkurrence om at tegne boligbebyggelsen og projektere den samlede bebyggelse på de to byggefelter. Fem teams blev indbudt i konkurrencen. Tre aflevererede projektforslag. Nu er vinderteamet fundet: 

  • Vilhelm Lauritzen Arkitekter,
  • COBE,
  • Rambøll Danmark og
  • STED by- og landskab

”Det er et dygtigt og originalt tilskud til byggeriet i Indre Nordhavn, som både rummer ejerboliger i høj kvalitet og et stort og effektivt parkeringsanlæg, der skal betjene beboerne på den kommende Kronløbsø samt virksomheder og beboere i Århusgadekvarteret og på Sundmolen. Byggeriet skaber sammenhæng mellem Århusgadekvarteret og Sundmolen, og jeg er sikker på, det bliver et attraktivt sted at bo med direkte udsigt til havnebassinet,” siger adm. direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen.

”Kronløbsøen bliver særdeles attraktive boliger med en perfekt beliggenhed tæt på vand, by og kollektiv transport i et område i rivende udvikling. Byggeriet er det første boligprojekt i Nordhavnen der bliver bæredygtigheds-certificeret efter DGNB standarden. Dermed lever Kronløbsøen op til de krav, PensionDanmark stiller til alle nye byggeprojekter, hvor PensionDanmark som ansvarlig og langsigtet investor er bygherre,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.



Byggeriet på Kronløbsøen

Vinderprojektet for Kronløbsøen består af seks bygningskroppe i en karréstruktur omkring et indre, ’grydeformet’ gårdrum. I dommerbetænkningen står bl.a.: 

”Forslaget har et stærkt designmæssigt udgangspunkt med tydelig reference til de geologiske aflejringer i den danske kyst. Den ydre ramme er karakteristisk ved en markant horisontal betoning af altaner og fremspring, og dette skaber et stærkt arkitektonisk formsprog. Skiferens horisontale lagdeling understreges i flere skalatrin og er et gennemgående og robust designgreb, der klart giver bebyggelsen en anden karakter end Århusgadekvarteret og Sundmolens mere vertikale byggerier.”


Byggeriet på Fortkaj

I dommerbetænkningen udtrykker Dommerkomitéen ligeledes stor tilfredshed med byggeriet på Fortkaj, som er underlagt andre designkrav og derfor adskiller sig væsentligt fra Kronløbsbyggeriet. 

”Med en serie af enkle byhuse i tegl fremstår karréen forholdsvis homogen med en raffineret og underspillet differentiering. Det er i detaljen, at de enkelte byhuses voluminer afskiller sig. Igennem brugen af forskellige stentyper, farver og forband, udtrykkes individualiteten for igen at blive samlet til et fælles arkitektonisk greb, hvor indramninger af altaner og vinduer bliver fællesnævner for det samlede byggeri,” står der i dommerbetænkningen.

I den kommende periode skal projekterne viderebearbejdes i et samarbejde mellem vinderteamet og projektselskabet med henblik på at indsende myndighedsandragende ultimo 2016. Det samlede byggeri forventes at være opført primo 2020.

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701




Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206