PLUG N PLAY klar til sidste sæson

24. februar 2016

Efter den kommende forårs- og sommersæson må det midlertidige aktivitets- og idrætsområde PLUG N PLAY i Ørestad Syd vige for byudviklingen i området. Frem til 1. september 2016 fungerer området dog helt som det plejer – med bl.a. speedskate, parkour, dirt jump og boldbaner.

Siden åbningen i 2009 har PLUG N PLAY tiltrukket børn og voksne både fra Ørestad og fra hele København, der har kastet sig over de mange idrætsfaciliteter og de urbane haver i området.

Formålet med PLUG N PLAY har hele tiden været at skabe et urbant idrætsområde som et testlaboratorium for nye aktiviteter i en midlertidig periode samt at understøtte bylivet og sætte Ørestad på københavnernes mentale landkort som en aktiv bydel. 

”PLUG N PLAY har været en kæmpe succes. Brugerne har været meget glade for området, ved vi fra flere eksterne evalueringer. Det er selvfølgelig vemodigt, at området skal nedlægges, men det er samtidigt et tegn på Ørestads succes, at vi nu skal i gang med at udvikle dette område. Vi har heldigvis mange initiativer på vej, der stadig vil gøre Ørestad Syd til Københavns aktive bydel på kanten af Naturpark Amager,” siger udviklingschef Rikke Faaborg Jarmer, By & Havn.

Ny masterplan 
I november 2014 vandt den århusianske arkitektvirksomhed TRANSFORM projektkonkurrencen om en ny masterplan for den centrale del af Ørestad Syd, hvor PLUG N PLAY arealet indgår. Masterplanen er efterfølgende blevet kvalificeret i samarbejde med Københavns Kommune, og den 28. januar godkendte Kommunen den nye lokalplan, der rummer godt 300.000 etagemeter boligbyggeretter, hvoraf en stor del bliver rækkehuse.

Lokalplanvedtagelsen var samtidig en milepæl i salgsprocessen af de enkelte grunde, og alt tyder altså på, at de kommende investorer går i gang med byggeriet af boliger på PLUG N PLAY arealet i efteråret 2016. Boligbyggeriet betyder også, at der skal etableres veje, kabler mm. i området, som i løbet af efteråret omdannes til en stor byggeplads.

Aktiviteter i Asger Jorns Allé  
I den nye lokalplan for Ørestad Syd er Asger Jorns Allé udpeget som den centrale hovedgade i kvarteret med et stærkt og aktivt miljø. Hovedgaden skal være det naturlige samlingspunkt i bydelen og skal skabe nærvær og fællesskab blandt lokale og regionale brugere.


Diskussion til workshop
 

I efteråret 2015 har By & Havn været vært for et workshopforløb, hvor bl.a. brugerne fra PLUG N PLAY, repræsentanter fra beboerforeningerne i området, grundejerforeningen, større idrætsorganisationer, Københavns Kommune samt eksperter inden for udvikling af urbane byrum og faciliteter har været inddraget.

By & Havn anlægger Ørestad Syds nye hovedgade, når grundene langs gaden er solgt og arkitekturen besluttet. Foreløbig er arkitekterne fra TRANSFORM ved at færdiggøre det skitseprojekt, som skal danne grundlag for den endelige udformning af Asger Jorns Allé, herunder hvilke funktioner og faciliteter, der skal anlægges i hovedgaden.


TRANSFORMs visualisering af idrætsfaciliteter ved Asger Jorns Alle. Illustrationen er ikke retvisende men giver et indtryk af visionen for hovedgaden.

”Erfaringerne fra PLUG N PLAY kombineret med den nyeste viden om aktive byrum og dialogen med workshopdeltagerne har givet unik information til udformning af gaden. Der er en lang proces endnu, før vi har de sidste brikker på plads til en aktiv hovedgade. Det er for tidligt at udtale sig om, hvordan Asger Jorns Allé præcis bliver indrettet. Det afhænger jo også af de byggerier, som kommer langs hovedgaden, og de grunde er ikke en del af den nuværende salgsproces”, siger Rikke Faaborg Jarmer, By & Havn.

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701




Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206