Velkommen hjem til Nordhavn

30. april 2015

I dag kører de første flyttebiler op foran de nybyggede lejligheder i Havnehuset i Århusgadekvarteret i Indre Nordhavn. Det gamle industri- og frihavnsområde er under forvandling, og det er første gang nogensinde, nogen kan kalde Indre Nordhavn for deres hjem. 

Familien Meier består af Line, Andreas og deres søn Alfred på næsten tre år. Familien flytter i dag ind i Havnehuset, hvor de nu går og tømmer kasser og finder sig til rette i det nye kvarter.  ”Vi var nogle af de allerførste, der købte en lejlighed i Havnehuset tilbage i februar 2013. Siden har vi været i Nordhavn og fulgt med i byggeriet cirka en gang om ugen, og vi har glædet os helt vildt til denne dag,” siger Andreas Meier, der til daglig er projektleder i PensionDanmark.

Lejligheden består af fire værelser med masser af lys og en duft af ny bolig overalt. Både mod øst og syd er der udsigt til de nye pladser, kommende byggerier og bagved de store, allestedsnærværende havnebassiner, der gør Århusgadekvarteret til et unikt sted at bo.

”Vi synes, det er fantastisk, at vi efter at have boet mange år i de forskellige brokvarterer, nu får muligheden som familie for at slå os ned i Nordhavn. Det miks af kulturarv og sjæl kombineret med den vision og plan der er for området, er helt unik – det glæder vi os til at blive en del af,” siger Andreas Meier.


En milepæl
”Det er en milepæl, at boligerne i Århusgadekvarteret nu bliver indtaget af de første pionerer, der vil være med til at sætte præg på kvarteret og skabe områdets traditioner. Jeg ved, at mange af beboerne føler, de har ventet længe på denne dag, men fra et byudviklingssynspunkt er udviklingen gået fantastisk hurtigt, og det er klart, at kvarteret langt fra står færdigt på nuværende tidspunkt. Jeg er sikker på, at beboerne ved, at byggekranerne stadig snurrer over hovederne en rum tid endnu og glæder sig over den fremdrift, de bliver vidne til fra første parket,” siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn.

Det bekræfter Andreas Meier: ”Vi har jo en søn, der snart fylder tre år. Han er meget betaget af kraner og gravemaskiner, så den hér udsigt er et paradis for ham!” siger han.

Første del af Havnehuset består af 28 ejerboliger, og der er indflytning i de første 13 lejligheder i dag. Det er Kuben Byg, der står bag opførelsen. Her glæder man sig også over, at første del af byggeriet nu indtages af beboerne.

”Vi er meget tilfredse med, at vore købere af boliger i Havnehuset som de første kan flytte ind i nye og lækre boliger i det attraktive Århusgadekvarter i Nordhavn,” siger adm. direktør Knud Erik Busk, Kuben Byg.


Spørg Britta om byudviklingen
Der er altid mange uafklarede spørgsmål, når man rykker hegnspælene op og bosætter sig et nyt sted. Ikke mindst når man bosætter sig i et helt nyt område.

By & Havn har oprettet en særlig hjemmeside, hvor de nye beboere kan finde en masse relevant information og svar på en række spørgsmål om Nordhavn. Beboerne har selvfølgelig også mulighed for selv at stille spørgsmål om byudviklingen og kvarteret.

Man kan spørge Britta på britta@byoghavn.dk, via hjemmesiden eller på Facebook. Britta bestræber sig på at besvare spørgsmål inden for fem dage.

Britta kan svare på meget, men hvis spørgsmålet handler om fx flytning, lokalplaner, pasning, skoler etc., så skal det rettes til Københavns Kommune.

På hjemmesiden er der også oprettet en stor ’spørgsmål og svar’ sektion, hvor man med fordel kan se, om ens spørgsmål allerede er besvaret.

Udstillingen Himmel og hav! åbnede allerede den 31. august 2014 på adressen Helsinkigade 29 i Århusgadekvarteret. I udstillingen kan du på kort, modeller og skærme få overblik over byudviklingen og se, hvordan havnens historie og egenart bliver videreført i bydelens materialer og inventar.

Udstillingen er kvarterets første offentlige facilitet og har endda sin egen kaffebar, Kaffekværnen. Udstillingen er også udgangspunkt for en række af guidede ture i Århusgadekvarteret, som arrangeres henover sommeren.

Kig forbi udstillingen og hils på By & Havns medarbejdere – se åbningstider på hjemmesiden.


Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206