Fotos fra den forsvundne havn

27. januar 2015

Havnekraner og industri er blevet afløst af byggekraner og by langs Københavns havn, men den gamle industrihavn kan nu opleves i en fotosamling på nettet.

Langs Københavns gamle kajer udvikles der i dag nye bydele. Men indtil 1970’erne var Københavns havn en ægte industrihavn med mere end 4.000 havnearbejdere. Industrihavnens tid står nu skarpt på 2.500 fotografier, som er blevet digitaliseret og lagt på nettet i et samarbejde mellem By & Havn og Københavns Stadsarkiv.

De ældste fotos viser anlægsarbejdet til Københavns Frihavn på Østerbro i 1890’erne. Et gigantisk anlægsarbejde, der skulle styrke Københavns position i Østersøen og gøre det muligt for København at konkurrere med Hamborg, når Kielerkanalen åbnede. Fotosamlingen fokuserer især på havneområdet Søndre Frihavn bag Langelinie-kajen, men rummer også fotos fra Kalkbrænderihavnen i nord til Slusen ved Sjællandsbroen. De nyeste fotos stammer fra slutningen af 1950’erne.

Krigsfanger og ”Skruebrækkere” 
Billedsamlingen indeholder også en række interessante, hidtil ukendte fotos. Det gælder bl.a. fotos af anlæggelsen af Langelinie og Frihavnen, fotos af krigsfanger fra 1. verdenskrig, der blev indkvarteret i Frihavnen, før de kunne rejse hjem i 1919 og ”skruebrækkere” (”Samfundshjælpen”) fra 1920’ernes arbejdskonflikter. 

”Fotosamlingen fastholder et stykke vigtigt kulturhistorie, der fortæller om København som havne- og industriby, og en del fotos vil sikkert interessere mange nye beboere i områderne,” siger Elisabeth Bloch, der er souschef i Københavns Stadsarkiv.

Støtte fra By & Havn
Stadsarkivet har mange hyldemeter arkivmateriale fra Frihavnsselskabet, men først efter at have indgået et samarbejde med By & Havn, blev det muligt at finde de nødvendige ressourcer til at digitalisere fotografierne og sikre dem til fremtidens historiefortælling.

”I By & Havn synes vi, det er vigtigt at give historien om havnens udvikling videre til fremtiden og vi dokumenterer løbende den by- og havneudvikling, vi selv er med til at skabe. Derfor ville vi også rigtig gerne bidrage til at fortidens historie bevares og er offentligt tilgængelig” siger Heidi Olsen, chef for HR & Administration i By & Havn. 

Indtil videre kan hele samlingen bladres igennem på Stadsarkivets www.starbas.dk/frihavnsfoto.

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206