Projektkonkurrence for Ørestad Syd

7. maj 2014

By & Havn har netop iværksat et EU udbud om en projektkonkurrence for den centrale del af Ørestad Syd. Området skal udvikles primært som boligområde, hvor bebyggelse og byrum understøtter hinanden som ramme om beboernes dagligliv.

Mod nord er der godt gang i Arenakvarteret, hvor den kommende Royal Arena bliver bygget. Det er også her, Københavns Kommunes skøjtehal samt folkeskole skal ligge, ligesom kvarteret skal rumme både boliger og erhverv.

Mod sydøst ligger boligbyggerier som det prisvindende 8TALLET, Stævnen og rækkehusene Stepperne ud mod Kalvebod Fælled. Flere boliger er under opførelse i dette område.

Nu udskriver By & Havn en projektkonkurrence om den centrale del af Ørestad Syd, som ligger mellem disse to områder. Formålet med konkurrencen er at justere bebyggelsen, således at andelen boliger øges.

”Der er en fantastisk dynamik i Ørestad Syd, og vi oplever stor efterspørgsel efter boligjord i området. Vi har naturligvis et ønske om at bevare dette momentum i udviklingen. Med konkurrencen vil vi gerne sikre, at Ørestad Syd hænger perfekt sammen i nord/sydgående retning. Der er bygget både mod nord og mod syd, men der er stadig plads til udvikling i den centrale del af Ørestad Syd,” siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen. Han fortsætter:

”Vi tror på, at Ørestad Syd kommer til at hænge endnu bedre sammen, hvis området bliver mere boligtungt end der er lagt op til i den oprindelige lokalplan for Ørestad Syd. Den eksisterende lokalplan er meget robust og fungerer rigtig godt, men den er skabt i en konjunktursituation, hvor både boliger og erhverv var oppe. Det, vi oplever nu, er, at de to ikke topper samtidig, men at der er mest dynamik i boligmarkedet. Derfor ønsker vi at justere den oprindelige lokalplan,” siger Jens Kramer Mikkelsen.

I dag er der ca 1.800 beboere i Ørestad Syd. Blandt dem er der mange unge børnefamilier, der vælger Ørestad og nævner kombinationen af den storslåede natur på Kalvebod Fælled, og byggerierne i anderledes og vedligeholdelsesfri arkitektur samt den korte afstand fra København City som primær grund.

”Vi vil gerne gøre det endnu mere oplagt og attraktivt for familierne at vælge Ørestad. Sammen med den øgede efterspørgsel på boliger oplever vi også efterspørgsel på flere forskellige boligformer, og især rækkehuse og rækkehuslignende bebyggelser er i de seneste år blevet populære. For By & Havn er det naturligt at kombinere en succes og en tendens. Vi vil gerne fastholde de familier, der allerede bor i Ørestad Syd og samtidig kunne tilbyde en endnu bredere vifte af boformer, så det er noget af det, vi lægger vægt på i konkurrencematerialet,” forklarer Jens Kramer Mikkelsen.

Konkurrenceområdet er cirka 175.000 m2. I første omgang prækvalificeres fem deltagere til at deltage i projektkonkurrencen. Efter prækvalifikationen gennemføres en tofaset proces, hvor deltagerne i første fase skal udarbejde en masterplan for det ny bykvarter under overskriften " mennesket i centrum".

Derefter vælges en eller to vindere af konkurrencen, hvorefter der følger en forhandlingsfase, hvor vinderen eller vinderne skal udfolde og kvalificere udvalgte aspekter af deres forslag. Fristen for at blive prækvalificeret er den 2. juni 2014. Herefter vil processen med at få ændret plangrundlaget gå i gang.


Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206