Kom til Ørestad Idrætsfestival i weekenden

28. maj 2014

I weekenden 31. maj og 1. juni er der for anden gang idrætsfestival i Ørestad. Koordineringen af de mange aktiviteter står den unge idrætsforening Ørestad IF for. Festivalen er samtidig et godt eksempel på, hvordan By & Havn arbejder for at fremme bylivet i Ørestad. 

Ørestads åbne vidder, mange parkområder og placeringen på kanten af fælleden har tiltrukket mange familier, der sætter pris på at komme ud og røre sig. I 2012 stiftede lokale ildsjæle Ørestad Idrætsforening, som i dag både har en løbeafdeling, en fodboldafdeling og en gymnastikafdeling. I 2013 stod idrætsforeningen for første gang bag Ørestad Idrætsfestival, som blev en stor succes:

”Sundhed og bevægelse er vigtige værdier for mange beboere i Ørestad. Sidste år tiltrak idrætsfestivalen masser af glade mennesker – både dem, der deltog og dem, der heppede på vennerne, familien, naboen eller børnene. Festivalen styrker breddeidrætten i bydelen og er en platform for afprøvning af nye idrætsgrene – men først og fremmest er det en lokal fest, der bringer folk sammen, og jeg er sikker på, at beboerne støtter op, som de gjorde sidste år,” siger Fríða Hjaltested, bestyrelsesmedlem i Ørestad IF.

Ørestad IF arbejder tæt sammen med lokale aktører, bl.a. Amager Vest Lokaludvalg, Københavns Kommune, Ørestad Skole, Ørestad Bibliotek, GF Ørestad City og GF Ørestad Syd, andre idrætsforeninger, kulturelle aktører, det lokale erhvervsliv og By & Havn.

By & Havn er med til at understøtte idrætsforeningen og festivalen økonomisk og organisatorisk. 

”Vi har indgået en treårig aftale med Ørestad IF og festivalen, hvor vi nedtrapper vores involvering i takt med, at foreningen bliver mere og mere bæredygtig og robust. Det er et godt eksempel på, hvordan By & Havn arbejder med bylivet i Ørestad. Vores rolle som byudviklere er mere end at sælge grunde til investorer og bygge infrastruktur. Det er også at sikre, at gode, lokale initiativer bliver stærke nok til at stå på egne ben,” siger udviklingschef Rikke Faaborg Jarmer, By & Havn. 

Årets program

Alle kan være med – og man behøver ikke være Ørestadsbeboer for at have det sjovt i weekenden; Løb med i Ørestad Le Mans, hvor du konkurrerer på antal omgang på tid. Stil op til Centimeter-maraton og mød Rasmus Klump. Dyst i Ørestad Cup, hvor hvert Ørestadsbyggeri kan stille med et fodboldhold. Deltag i motionscykelløbet ”Øen Rundt” og i Ørestad cykelløbet på ØrestadsRingen, prøv kajakpolo, ballet- og gymnastikworkshop for børn, og hep med på DM i inline speedskating.

Når der ikke gives gas med idrætsaktiviteterne, er der byfest, boder, lidt godt fra grillen og musikalsk underholdning. Centrum for begivenhederne er Byparken i Ørestad City (lørdag) og PLUG N PLAY i Ørestad Syd (søndag). 


Bemærk at nogle aktiviteter kræver tilmelding. Det gælder Motionscykelløbet ”Øen Rundt”, Ørestad Le Mans Motionsløb, Ørestad Cykelløbet, fodboldturneringen Ørestad Cup og Børnecentimeter-maraton med Rasmus Klump. Tilmelding kan ske online på hjemmesiden, eller ved indregistrering i Field’s lørdag den 31. maj fra kl. 11.30. Nogle aktiviteter kræver betaling, mens de fleste er gratis. Betaling for aktiviteter går direkte til administrationen i de foreninger, som afholder aktiviteterne.

Parkeringsforhold i Ørestad City

Lørdag den 31. maj afholdes flere aktiviteter på ØrestadsRingen, der er en bane, der løber rundt om Byparken på Ørestads Boulevard, Arne Jacobsens Allé, Center Boulevard og C. F. Møllers Allé. På Edvard Thomsens Vej og C.F. Møllers Allé vil der i tidsperioden være begrænset mulighed for ind- og udkørsel.


Alle billeder i dette nyhedsbrev er taget af Kenneth Kjær og stammer fra Ørestad Idrætsfestival 2013. 

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206