Idrætsanlæg på toppen af parkeringshus i Nordhavn

17. juni 2014

Når By & Havn opfører det første parkeringshus i Nordhavn, får bydelen samtidig sit første idrætsanlæg på taget takket være 4 mio. kr. fra Lokale og Anlægsfonden.

Lokale og Anlægsfonden har medvirket i udviklingen af tagidrætsprojektet i Nordhavn og har nu valgt at støtte det udendørs idrætsanlæg med 4 mio. kr. Dermed bliver det muligt at dyrke bl.a. udendørs crossfit og løbetræning, spille fodbold på pannabane og springe på trampoliner. Alt sammen i 24 meters højde.

Det syv-etagers parkeringshus ligger centralt i Århusgadekvarteret, er tegnet af jaja Architects og forventes at stå færdigt i efteråret 2015. P-huset opføres af udviklingsselskabet By & Havn, som samtidig har afsat i størrelsesordenen otte mio. kr. alene til idrætsanlægget på taget. Med bevillingen fra Lokale og Anlægsfonden på fire mio. kr. bliver det muligt at indrette tagetagen med faciliteter til forskellige former for udendørs idræt og aktivitet for både voksne og børn. Samtidig bliver det et udsigtssted, hvor man kan sætte sig og nyde udsigten over Københavns nye bydel. Tagarealet bliver tilgængeligt døgnet rundt. 

Første forsøg med tagidræt
”Det er Lokale og Anlægsfondens første forsøg med ”tagidræt”, hvor aktiviteter rykkes helt op på toppen af en bygning. Projektet viser, at selv traditionelle idrætsaktiviteter som løb og styrketræning kan foregå i nye omgivelser og på nye måder. Det er samtidig et fint eksempel på at tænke idræt ind i moderne byplanlægning. Når der alligevel skal bygges et parkeringshus i en ny bydel med begrænset plads, så kan man med fordel udnytte pladsen på taget til aktiviteter,” siger Torben Frølich, direktør i Lokale og Anlægsfonden.

På baggrund af jaja Architects vinderforslag, som By & Havn offentliggjorde i marts 2014, har By & Havn samarbejdet med Lokale og Anlægsfonden om at udvikle ”tagidrætten” på det kommende parkeringshus. Udover selve idrætten på taget var et af de vigtige elementer for Lokale og Anlægsfonden også at få inddraget facaden som aktivitetssted. Det er lykkedes ved bl.a. at bringe trapperne i spil som en del af den samlede træningsoplevelse. Udviklingen af projektet er også sket i samarbejde med DGI Storkøbenhavn og jaja Architects.

Trappetræning forventes at blive en attraktion

Fra gaden fører et trappeanlæg op til aktivitetsområdet på taget. De 24 meter kan foregå i løb på en trappe med angivelse af antal trin, højdemeter, etage og stopursfunktion. Muligheden for at ”trappetræne” på så langt et forløb forventes at blive en stor attraktion, da trappetræning er meget effektivt – men svært at komme i nærheden af for dem, der ikke lige har adgang til et stort stadionanlæg eller højhus med brede trapper. Foruden de udvendige trapper, som inviterer til aktivitet allerede fra gadeniveau, vil der på parkeringshusets facader opsættes grønne plantekasser, der er med til at give bygningen et særligt levende udtryk.

Fantastiske forhold til udendørs crossfit
Projektet har fået navnet ”Den Røde Tråd”, fordi et rødt jernrør fører fra gaden op ad trappen og op på taget, langs med tagfladens aktivitetsmuligheder og ned ad en anden trappe. Følger man ”Den røde tråd” ad trappetræningsforløbet op til taget, bliver man mødt af et 2.625 m² stort område, der tilbyder fantastiske forhold til udendørs crossfit med stødabsorberende underlag, kanter til boxjumps, rør til styrketræning med egen kropsvægt – samt mulighed for, at brugerne selv kan opsætte de forskellige slags reb og remme, der bruges i crossfit og TRX-træning. 

På taget findes også en løbebane på 60 meter til sprint- og intervaltræning og andre træningsmuligheder for løbere samt et depot til træningsredskaber. Crossfit og løb er ikke de mest typiske idrætsgrene for børn. De mindste brugergrupper får til gengæld mulighed for at dyrke små boldspil på en pannabane og lege i et fem meter højt spiralformet klatretårn.

”Århusgadekvarteret bliver en tæt by, der er afgrænset af havnebassinerne, og det er derfor en god og rigtig idé at sammentænke kvarterets funktioner og udnytte pladsen bedst muligt. Det er glædeligt, at Lokale og Anlægsfonden støtter husets idrætsfaciliteter og sammen med DGI Storkøbenhavn har været med til at styrke det samlede koncept for denne del af P-husets aktiviteter. Tænk, at man om blot cirka halvandet år kan dyrke motion på toppen af parkeringshuset – eller bare nyde udsigten over Københavns skyline og Øresund,” siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn.

Foruden parkerings- og idrætsfaciliteterne kommer huset til at rumme en genbrugsstation samt mulighed for ca. 1.000 m2 detailhandel.


Yderligere oplysninger
Torben Frølich, direktør i Lokale og Anlægsfonden, 3283 0330 / 2129 6856

Jens Kramer Mikkelsen, adm. direktør i By & Havn via redaktør Carsten Arlund, 3376 9800 / 2075 1701.

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206