'House of Peace' konkurrence afgjort

12. maj 2014

Nu er der fundet en vinder i arkitektkonkurrencen om ’House of Peace’ – eller HOPE projektet, der tænkes opført i havnebassinet ud for Redmolen i Nordhavn. 

I lokalplanen for Århusgadekvarteret, Nordhavnens første bykvarter, gives der mulighed for at opføre et mindre, men spektakulært kulturbyggeri i havnebassinet syd for Redmolen. Bebyggelsen må maksimalt rumme 3.000 etagemeter og højden må ikke overstige 10 meter over terræn.

Allerede længe før lokalplanen var en realitet, havde en gruppe erhvervs- og kulturpersonligheder; bl.a. arkitekt Morten Langebæk, instruktør og tidligere balletdanser Alexander Kølpin, direktør Michael Eide samt komponist Kasper Winding – talt sammen om, at København mangler et sted, der tager afsæt i visionen om, at kunst og arkitektur kan spille en betydningsfuld rolle i arbejdet for fred. Dermed formulerede de HOPE projektets vision.

Da udviklingsplanerne for Nordhavnen var en realitet, kontaktede gruppen By & Havn for at høre om mulighederne for en lokalisering i den nye bydel. Efterfølgende har initiativtagerne udskrevet en arkitektkonkurrence, som bl.a. er blevet beskrevet i Politiken: http://politiken.dk/kultur/ECE2162108/ny-oe-i-nordhavn-skal-vaere-vartegn-for-fred/

Nu er konkurrencen afgjort, og vinderen er projektet ”The Cloud” udarbejdet af Svendborg Architects og den japanske arkitekt Junya Ishigami.

Det unikke projekt minder – som titlen tilsiger - mest af alt om en sky, der flyder på vandet. Den bølgende konstruktion er udført i glat, hvid beton og glas både over og under vandoverfladen. I det indre kan man opleve de smukke organiske former både fra den centrale foyer og vuggende på vandet i små både.

HOPE’s bestyrelsesformand Morten Langebæk beskriver projektet således: 

“Junya Ishigami og Svendborg Architects’ enestående vinderforslag møder på alle måder den vision, der ligger til grund for projektet. Der er tale om intet mindre end et arkitektonisk mesterværk. En fascinerende, poetisk bygning og et indlysende symbol for fred - på en gang en bygning, en skulptur og et symbol. Værket har udefra et udtryk som en kridhvid sky, der synes at svæve på vandet. Det bringer på sin egen måde naturen og landskabet ind i byen og fremstår som et positivt og indbydende landemærke, der er indlysende i forhold til fredsbegrebet. Indvendig er bygningen nøje udformet, så det udnytter vandet og dets bevægelser, refleksioner og farver, lys og skygge. Resultatet er dybt fascinerende og samtidig fredfyldt. Et rum, man uden tvivl vil have lyst til at besøge igen og igen. Et mesterværk, vi alle sammen vil kunne være stolte af.”

By & Havn har tilkendegivet overfor initiativtagerne, at selskabet vil se positivt på projektet, hvis undersøgelser viser, at projektet kan realiseres som en kunstig ø i havnebassinet ud for Redmolen. 

På den anden side af havnebassinet ligger FN Byen, hvilket spiller sammen med HOPEs tema, som et aktivt fredssymbol. Tilbage står, at fondsbestyrelsen skal finde finansiering af økonomien til at bygge HOPE samt til drift af bygningen. 

”Da HOPEs bestyrelse henvendte sig til By & Havn for år tilbage, kunne gruppen meget klart beskrive House of Peace som mental tilstand og havde også en klar holdning til, at det skulle være et bygværk, men også gerne et kunstværk. Nu har gruppens vision fået et konkret udtryk. ”The Cloud” er et utrolig smukt værk – og både bygning og skulptur. Som arkitektonisk værk er House of Peace med sine organiske former unik i Århusgadekvarterets bygningsstruktur af sammensatte karreer i mørke, tunge nuancer og materialer. Samtidig fremstår det som et stykke flydende, poetisk og sensitiv natur, som reflekterer det sitrende lys i himmel og hav. House of Peace vil uden tvivl trække mange mennesker til Nordhavnen. Jeg krydser fingre for, at det vil lykkes for fondsbestyrelsen at realisere projektet”, siger Rita Justesen, chef for Planlægning & Arkitektur i By & Havn, der selv har siddet i arkitektkonkurrencens jury.

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206