Endnu et boligprojekt ser dagens lys i Århusgadekvarteret

13. juni 2014

By & Havn har solgt en grund i Århusgadekvarteret, der giver mulighed for 10.200 etagemeter boliger. Køberen er KPC, der har indgået aftale med Danica Pension om udviklingen af ejendommen.

De 10.200 etagemeter svarer til 94 2-, 3- og 4-værelses lejligheder på 69 til 136 kvadratmeter. I stueetagen ud mod Århusgade tilbagekøber By & Havn 700 etagemeter til brug for detailhandel.

”Grunden ligger særdeles centralt i Århusgadekvarteret, og byggeriet får facade ud mod selve Århusgade, der bliver hele kvarterets handelsstrøg. Om ganske få år vil rigtig mange beboere, medarbejdere og besøgende i kvarteret passere hver dag,” siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn.

Placeringen i Århusgadekvarteret markerer samtidig overgangen mellem de historiske bygninger i ’Den røde by’ og nogle af de nye byggerier, der allerede nu skyder op i kvarteret. Karréen er tegnet af Årstiderne Arkitekter, der har ladet sig inspirere af de eksisterende byggeriers detaljer og materialer, og arkitektfirmaet har i de nye facader arbejdet med en genfortolkning af de traditionelle murdetaljer.

By & Havn har indgået salgsaftalen med KPC, som samtidig har indgået aftale med Danica Pension om salg og opførelse af boligbyggeriet på grunden. Projektet er blevet til i et tæt samarbejde mellem By & Havn, Danica og KPC.

”Vi synes, vi har fået skabt et godt projekt. Vi har sammen med Årstiderne Arkitekter og Danica tilstræbt at lave et byggeri, som respekterer områdets historie og refererer til de klassiske teglstensbyggerier på Østerbro. Vi bygger i forvejen i Nordhavn og er glade for, at vi med det nye projekt er med til at udvikle og sætte vores præg på et af Københavns nye store boligområder,” siger udviklingsdirektør i KPC, Jesper Jørgensen.

”Det har været en usædvanlig god skabelsesproces med erfarne kræfter rundt om bordet, og resultatet bærer præg af dette. Det er et arkitektonisk flot og gennemtænkt projekt, hvor vi blandt andet på baggrund af nuanceret markedsundersøgelse har indarbejdet de kvaliteter, som kommende beboere efterspørger. Vi forventer, at vores boligudviklingsprojekt i Århusgade bliver en god investering til glæde for vores pensionskunders afkast og samtidigt et dejligt sted at bo,” siger ejendomschef Christian E. Olsson fra Danica Pension.

KPC forventer at igangsætte projekteringen inden sommerferien med byggestart først i 2015. Huset ventes at stå færdigt til indflytning i 2016.


Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206