To nye caféer i Ørestad City

5. april 2013

Foråret byder på to helt nye caféer i Ørestad City. I går serverede RAMBLA på Arne Jacobsens Allé sine allerførste tapas, og inden længe åbner også Habengut ved byparken med special-øl og klassiske caféretter.

Flere og flere mennesker enten bor eller arbejder i Ørestad, og det kan mærkes på bydelen, hvor nye initiativer konstant spirer frem. Senest har restauratør Timo Hoffman åbnet RAMBLA Bar & Grill på Arne Jacobsens Allé midt i Ørestad City med Irma som nabo. Han driver i forvejen Café 8TALLET i Ørestad Syd, Restaurant Sommer i Allinge på Bornholm og Café Nørreport i København. Og for Timo Hoffman var valget af Ørestad City langt fra tilfældigt.

”Jeg har haft et godt øje til Ørestad lige fra starten, og Cafe 8TALLET er blevet en sund forretning. Tingene gror i Ørestad, og det er et spændende sted. Det er ikke Vesterbro, det kan noget helt andet, og det er en unik oplevelse at være en del af en bydel, der bogstavelig talt vokser op om ørene på én,” siger Timo Hoffman.

RAMBLA åbnede den 4. april på Arne Jacobsens Allé 9 og lørdag den 6. april er der åbningsfest fra klokken 15.

Ifølge Timo Hoffman er RAMBLA nok i virkeligheden mere restaurant end café, men der er rig mulighed for bare at få sig en kop kaffe eller en drink i den 15 meter lange bar. Stilen er klart spansk, uden at Timo Hoffman vil kalde stedet for en spansk restaurant. RAMBLA serverer tapas lavet fra bunden af gode, danske råvarer. Til frokost består menuen af enkle caféretter, og til aften står den på det, som Timo Hoffman selv kalder family-style-dining med retter tilberedt på den store kulgrill midt i lokalet og serveret med garniture til deling i skåle og på fade.

“I virkeligheden tager dette koncept afsæt i, hvordan jeg godt selv kan lide at gøre, når jeg får gæster. Jeg elsker at servere små ting til at starte med. Gode oste, pølser, oliven, carpaccio og den slags. På den måde kommer man lynhurtigt hinanden ved, hvilket - efter min mening - kendetegner en god aften,” forklarer Timo Hoffman.

Øl- og vinbar i rustikke omgivelser
Men RAMBLA er ikke den eneste nye mulighed for at nyde et lækkert måltid mad eller et godt glas i Ørestad. I løbet af april åbner caféen Habengut i Porthuset i Ørestad City. Restauratør Martin Hausner står bag Habengut, som bliver en café med øl- og vinbar.

”Tanken er, at det skal være en klassisk café med et enkelt menukort, men det vil samtidig også blive et sted med fokus på kvalitetsøl- og vine. For eksempel får vi syv haner med special-øl,” siger Martin Hausner.

Indretningen i Habengut bliver rustik, retro og hyggelig.

”Habengut giver bydelen et lidt anderledes sted. Det bliver en mere rustik oplevelse end de moderne byggerier i Ørestad normalt lægger op til,” siger Martin Hausner, som tidligere har været medejer af Café Langebro på Islands Brygge. Han vil desuden sælge udvalgte, gamle møbler i caféen, og Habengut kommer dermed også til at være en lille butik med sjove og skæve fund.

Martin Hausner glæder sig til at vise gæsterne sin nye café, og han er især begejstret for beliggenheden ud til kanalen, byparken og de nye øer i sivegaden, som han mener, er helt perfekt både sommer og vinter.

To caféer er en klar styrke
Selv om de to ejere af henholdsvis RAMBLA og Habengut formelt er konkurrenter, ser både Timo Hoffman og Martin Hausner det som særdeles positivt, at der kommer to nye caféer til Ørestad City samtidig. Det vil være med til at styrke Ørestad:  

”Ørestad er en ny bydel, og den skal vokse sig moden. Derfor er det kun dejligt, at der kommer flere tilbud på café- og restaurantfronten. Jo flere spændende tiltag i Ørestad, desto bedre,” lyder det fra Timo Hoffman.

I forvejen findes allerede den indiske restaurant Rasoi i sivegaden i Ørestad City.

Presseinfo:  
Redaktør Carsten Arlund, By & Havn
E: ca@byoghavn.dk 
T: 2075 1701

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206