To arkitekturpriser til Ørestadsprojekter

25. januar 2013

Prisen ’Årets Arne’ blev her til aften uddelt af Arkitektforeningens lokalafdeling i København. ’Store Arne’-prisen gik til Ørestad Skole og Bibliotek, mens ’Lille Arne’ gik til de tre øer i kanalen langs sivegaden i Ørestad City. By & Havn har været bygherre på øerne.

Arne-prisen – opkaldt efter arkitekt Arne Jacobsen - går til ’såvel udførte værker som initiativer, der har løftet arkitektur i Storkøbenhavn i det forgangne år’. Alle medlemmer af Arkitektforeningen har haft mulighed for at indstille projekter til priserne.

Årets priser går altså til to Ørestad City-projekter; Ørestad Skole og Bibliotek tegnet af KHR arkitekter samt de tre smukke og funktionelle træøer i kanalen ved sivegaden tegnet af ORT – Open Research Team.

”Begge projekter er en stor gevinst for Ørestad City, og jeg synes, det er fortjent, at arkitektforeningen har valgt de to projekter. Skolen og biblioteket er i høj arkitektonisk kvalitet, men først og fremmest har bygningen allerede vist sit værd, fordi den er blevet et af samlingspunkterne for bylivet i Ørestad. På samme måde fungerer øerne som uformelle mødesteder både for skole- og gymnasieeleverne og for beboerne i området, og det er præcis vores hensigt.” siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn.

Juryens begrundelser for at tildele priserne er bl.a.:

”Ørestad Skole og Bibliotek tilhører en lille gruppe af bygninger i Ørestad, som tilfører stedet mening og liv på samme tid. Skolen er både en arkitektonisk oplevelse, et offentligt tilgængeligt sted og et inspirerende ’bevægelsesapparat’.”



Og: ”3 øer i Ørestad kunne have ligget et andet sted og fungeret fint. Men med placeringen som broer over den lange nord-sydgående kanal under metrolinjen kaster øerne tryllestøv over rummet under højbanen – og det er ikke gjort før med samme enkle og funktionelt indlysende greb som lige her.”

Ørestad Skole er i 2012 bl.a. blevet præmieret med titlen ’Gode og smukke bygninger i Københavns Kommune’ og været blandt de nominerede til ’Årets Lyspris 2012’.

Skolen og biblioteket vandt årets Arne foran fornyelsen af Fælledparken, Center for Renhold, Superkilen og Dansekapellet. Tidligere vindere er bl.a. Lundgaard & Tranberg Arkitekter for ”Guld/Sort/Grøn Trilogien”, Dorte Mandrup Arkitekter for tilbygningen til Arne Jacobsens Munkegårdsskolen og tidl. Kulturminister Brian Mikkelsen (K) for Den Nationale Arkitekturpolitik.

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206