Ny lokalplan i Ørestad Nord

19. december 2013

Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune vedtog den 12. december lokalplanen for August Schade Kvarteret i Ørestad Nord. Dermed kan Nordea påbegynde byggeriet af det nye domicil i Ørestad.

Indtil nu har området syd for DR Byens store studier ligget stort set ubenyttet hen, mens resten af Ørestad Nord har udviklet sig til et velfungerende bykvarter.

Nu er lokalplanen for August Schade Kvarteret vedtaget. Planen muliggør 120.000 etagementer bebyggelse, svarende til ca. 25 % af den samlede byggeret i Ørestad Nord. 30.000 etagemeter skal anvendes til beboelse og resten til erhverv. Det betyder, at lokalplanområdet befolkes med ca. 700 beboere og 3.500 arbejdspladser.

Med lokalplanen for kvarteret på plads opnås en interne sammenhæng i kvarteret, hvor sivegaden langs kanalen forbinder de primære pladser, Universitetstorvet i nord og DR Pladsen i syd og skaber et oplevelsesrigt forløb for de mange mennesker, der dagligt færdes her.

Ørestad Nord rummer bl.a. to Metrostationer, DR Byen og Koncerthuset, IT-Universitetet, Københavns Universitets Søndre Campus samt en række markante boligbyggerier.

Den nye lokalplans bebyggelsesplan udgøres af en række kantede byggerier omkring en indre gade, der forbinder de omgivende store boligkvarterer med Metrostationen. De i alt syv byggerier i planen har relativt store volumener og får en høj detaljeringsgrad med vinklede og skulpturelle facader og tag, forskudte planer og transparente stueetager, der skaber et inspirerende og inviterende bymiljø.

Blandingen af boliger og kontorer betyder desuden, at det kommende bykvarter kommer til at leve både dag og aften. Her kommer flere fælles mødesteder og aktivitetstilbud. Ved indgangen til kvarteret fra sydøst og sydvest skabes grønne byrum med fritidsaktiviteter og mod DR pladsen og Metro indrettes bymæssige funktioner som fx serveringssteder og udstilling.

”Fra Nørreport til DR Byen station, der ligger midt i August Schade Kvarteret, tager det under syv minutter med Metroen. Det er et med andre ord et meget attraktivt og centralt beliggende bykvarter i Ørestad, som nu skal bebygges. De arkitektoniske ambitioner i Ørestad Nord er tårnhøje med bl.a. Jean Nouvels Koncerthuset og Lundgaard & Tranbergs Tietgenkollegiet, og jeg glæder mig til, at denne centrale grund i Ørestad Nord i de kommende år forvandles til et levende område i samme høje standard som resten af bydelen,” siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn.

Nordeas domicil er en realitet
Nordea har på forhånd sat sig på cirka halvdelen af August Schade Kvarterets erhvervsbyggeret. Henning Larsen Architects tegnede allerede i 2012 et nyt kontordomicil til Nordea.

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206