Nu bygges Københavns nye arena

26. juni 2013

Grundstenen er i dag blevet lagt til Københavns nye arena i Ørestad Syd. Dermed er første skridt taget mod en realisering af Arenakvarteret.

Parterne bag Københavns nye arena kunne i dag lægge grundstenen til det længe ventede byggeri. Og det var en stærk opstilling af Københavns overborgmester Frank Jensen, Realdanias adm. direktør Flemming Borreskov, Københavns kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev og endelig By & Havns adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen.

Med Arenabyggeriet kan Ørestad i endnu højere grad invitere resten af byen og verden indenfor til sport og underholdning i verdensklasse.

”Det bliver uden tvivl et byggeri i høj kvalitet med et udbud af underholdning, der vil få en enorm betydning for, hvor mange mennesker, der kommer til at opdage Ørestad fremover. Med en placering i Skandinaviens bedste kryds ved motorvej, metro og regionaltog er jeg sikker på, at Ørestad vil gavne arenaen lige så meget som arenaen vil gavne Ørestad,” siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn.

Det store byggeri skal opføres på en grund stillet til rådighed af By & Havn i den nordlige del af Ørestad Syd. Arenakvarteret kommer ud over arenaen til at byde på boliger, kontorer, en skole og en ny skøjtehal.  Planerne for Arenakvarteret kan læses i et tillæg til lokalplanen for Ørestad Syd, som blev bekendtgjort d. 1. november 2012. 

Lokalplantillægget tager udgangspunkt i en masterplan udarbejdet af Tegnestuen Vandkunsten, som bygger videre på idéen om Ørestad Syd som attraktivt beliggende bolig-, erhvervs- og aktivitetsområde med bygninger og byrum i høj arkitektonisk kvalitet placeret i overgangen mellem by og fælled.

Sammenlignet med de øvrige dele af Ørestad, er der i den sydlige del stadig en del ubebygget land, men bydelen står langt fra stille. For bare et par uger siden indviede By & Havn det første parkeringshus i Ørestad Syd, som en klar indikator på, at der er liv og færdsel i området. Den sidste lejlighed i det prisbelønnede byggeri 8TALLET er for nyligt blevet solgt, og Skovhuset i karreen ved siden af melder om stor interesse fra potentielle købere.

Om Copenhagen Arena
Copenhagen Arena bliver designet af 3XN, HKS architects, Arup, ME Engineers og Planit-IE. Med Copenhagen Arena får København og Danmark en arena i international topkvalitet, hvad angår publikumskomfort, akustik og funktionalitet. Samtidig er det en arena, der vil fremstå som et markant ikon og som en generator for bylivet i Ørestad. Arenaen får plads til 15.000 tilskuere.

Læs mere om arenaen på Arena CPHX hjemmeside.

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206