Nordhavnen er guldcertificeret i bæredygtighed

27. maj 2013

Nordhavnen i København er som det eneste nye byudviklingsområde i sidste uge blevet tildelt den højeste certificering (guld) i bæredygtighed inden for det danske certificeringssystem DGNB. Guldcertificeringen markerer, at Nordhavn både nationalt og internationalt bliver et fyrtårn på bæredygtig udvikling.

By & Havn har deltaget i Naturstyrelsens og Danish Green Building Award Councils (DK-GBC) pilotprojekt for certificering af Byudviklingsområder. Pilotprojektet startede i november 2012 og har kørt i en hård og intens proces frem til afslutningsseminaret den 22. maj 2013, hvor Nordhavn som eneste område opnåede en guld-certificering. Ved samme anledning blev byudviklingsområder i Århus, Horsens og Carlsberg Byen sølvcertificeret.

Selskabet har valgt at gå med i pilotprojektet for at få bekræftet ambitionen om, at Nordhavn vil blive et bæredygtigt byudviklingsområde. Samtidig efterspørger flere og flere lejere og købere af certificeret byggeri for at kunne sammenligne både internt i Danmark og mellem landene.

Certificeringen gælder tre udvalgte områder i Nordhavnsprojektet, nemlig Trælastholmen, Levantkaj Vest og Sundmolen - i alt 26,2 hektar. De tre områder er dele af indre Nordhavn og dækker de arealer, som selskabet ønsker at udvikle i næste fase efter Århusgadekvarteret, som har lokalplan og hvor salget allerede er i fuld gang.

Nordhavn er begunstiget af en god lokalitet tæt på vandet, men med en tæt bystruktur, der så til gengæld ikke giver mulighed for mange, store grønne områder, som projekter andre steder i landet har mulighed for. Metroen til Nordhavn, som nu er endelig vedtaget både i Københavns Kommune og af staten, er desuden en stor fordel for Nordhavnen som bæredygtigt byudviklingsområde.

Læs mere om udviklingen af Nordhavnen her

 

Om DGNB

Området certificeres efter det helt nye DGNB system for byudviklingsområder. DGNB er et tysk certificeringssystem, som er valgt af det danske Green Building Council, som det system, der bedst inddrager alle aspekter af bæredygtighed i processen – både den miljømæssige, sociale og økonomiske bæredygtighed og vurderer herudover også det tekniske og procesmæssige aspekt.

DGNB er allerede kendt i Danmark for deres certificeringssystem for erhvervsbyggerier. Der er i dag 4 certificerede kontorbyggerier i Danmark, og 3 er præcertificeret. KMC-bygningen, der skal huse Københavns Kommunes nye miljøcenter ved udvidelsen af Nordhavnen forventes desuden at blive DGNB certificeret i nær fremtid. Bygningen er opført og ejes af By & Havn, men benyttes af Københavns Kommune.

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206