Lejligheder revet væk i Indre Nordhavn

10. oktober 2013

I søndags havde AP Pension og KPCs boligbyggeri Harbour Park i Indre Nordhavn for første gang åbent hus. Interessen var enorm.

I alt 23 ud af 24 lejligheder lykkedes det ejendomsmægler Henrik Bengtson fra Home Gentofte at få solgt eller reserveret ved det allerførste åbent hus arrangement i Harbour Park ejerlejlighedsbyggeriet på Sandkaj i Århusgadekvarteret. Det svarer til cirka en fjerdedel af hele byggeriet, der i alt kommer til at bestå af 97 lejligheder.

Home afholdt først et VIP arrangement på halvanden time, hvor 10 lejligheder blev solgt eller reserveret. Og på det efterfølgende åbent hus arrangement blev der solgt/reserveret yderligere 13 lejligheder.

”Det overgår vores vildeste forventninger. Der var en virkelig stor interesse for selve byggeriet men i særdeleshed for hele kvarteret, for byudviklingen i Nordhavnen og for tankerne bag byrummene. Omvendt kan jeg godt forstå købernes interesse, for Indre Nordhavn er et af de mest interessante områder i København, som på samme tid får helt sin egen identitet og samtidig ligger tæt på Østerbro og København City,” siger ejendomsmægler Henrik Bengtson.

Harbour Park ligger på kajkanten på Sandkaj i Århusgadekvarteret. Alle lejligheder har altan, have eller egen tagterrasse, og langt de fleste har direkte, sydvendt udsigt ud over havnebassinet med FN Byen på den anden side og Øresund mod øst. Der er hele 66 forskellige lejlighedstyper i størrelser fra 70 til 170 m2, og lejlighederne er sat til salg fra 2-12 millioner kr.

Næste etape af lejligheder sættes snart til salg.


Århusgadekvarteret bag Marmormolen med den markante FN By.
Århusgadekvarteret udvikles netop nu til Københavns nye havnekvarter med 3.000 beboere og 7.000 arbejdspladser.

Havnehusets første etape snart udsolgt
Ikke langt fra det kommende Harbour Park byggeri ligger Kuben Bygs Havnehuset. Kuben Byg – og deres ejendomsmægler Danbolig – har også oplevet meget stor interesse fra boligkøberne. 18 boliger er solgt og tre reserveret, mens der kun er seks ledige boliger tilbage i første etape. Derfor er etape to netop sat til salg.

”I starten var vi alene om at sælge boliger her i Århusgadekvarteret, og det var tydeligt, at folk lige skulle finde vej her til og tage området til sig. Men nu er det tydeligt for enhver, at kvarteret virkelig rykker sig og at der arbejdes koncentreret på at bygge veje og stræder osv.,” siger adm. direktør Knud Erik Busk fra Kuben Byg.

Havnehusets første etape går i jorden ligeså snart man modtager byggetilladelse fra kommunen.

Lejlighederne bliver på 100 – 140 m2 med hver minimum en altan. Enkelte lejligheder har egen taghave.

”Det er rigtig godt, at Harbour Park også er begyndt at sælge boliger i bydelen. Det giver selvfølgelig noget konkurrence, men først og fremmest viser det de potentielle købere, at kvarteret udvikler sig i den rigtige retning. Man har ikke længere fornemmelsen af at være alene i verden herude,” siger Knud Erik Busk.

Henrik Bengtson fra Home er enig:

”Min vurdering er, at der er mange interesserede boligkøbere, der ønsker en moderne kvalitetsbolig i et kvarter som dette. Havnen trækker i folk, og folk lægger vægt på, at kvarteret bliver en blanding af moderne byggeri og det oprindelige, bevaringsværdige havnemiljø,” siger han.

Adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn, glæder sig over den store interesse fra boligkøberne:

”Der er optimisme i markedet. Både i Ørestad og i de områder langs Københavns Havn, som By & Havn beskæftiger sig med, kan vi konstatere, at der er stor interesse fra boligkøberne. Timingen er helt rigtig for de byggerier, der går i salg nu. Indre Nordhavn har nogle særlige kvaliteter med sin nærhed til vandet overalt i kvarteret. Det tegner godt for udviklingen, at københavnerne tager så godt imod bydelen,” siger Jens Kramer Mikkelsen.


Adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen deltog i Åbent Hus arrangement for havnehuset.

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206