STOR INTERESSE FOR ØRESTADS NYE RÆKKEHUSKVARTER

4. januar 2012

Der blev peget, forklaret, nærstuderet og stillet spørgsmål rundt om modellen af Ørestad Nords nye rækkehuskvarter, da Tetris Ejendomsudvikling præsenterede Radiorækkerne for interesserede købere ved et arrangement på Tetris' eget kontor. De nybagte forældre Sussi Sølvtoft og Morten Alstrup kan sagtens forestille sig, at deres datter kommer til at vokse op i Radiorækkerne.

 

”Det, vi er vilde med, er kombinationen af, at man får sit eget lille hus med have og samtidig bliver i byen. Islands Brygge er meget tæt på, der er en vuggestue lige henne om hjørnet, der er masser af plads omkring husene med grønne arealer og Amager Fælled er også tæt på. Det er et meget børnevenligt område – samtidig ville vi ikke behøve forlade byen,” siger Sussi Sølvtoft.

Tetris Ejendomsudvikling har udarbejdet Radiorækkerne i et samarbejde med By & Havn. For at møde de potentielle købere og give dem mulighed for at stille spørgsmål og betragte modellen over det nye kvarter, åbnede Tetris en aften i december dørene for alle interesserede. Og det var ikke kun Sussi Sølvtoft og Morten Alstrup, som benyttede sig af det tilbud.

"Projektet rammer åbenbart noget ret eftertragtet, for vi har allerede fået mange henvendelser fra interesserede. Det virker som om, et hus med have næsten midt i byen er noget mange børnefamilier leder efter," siger Thorsten Kraft fra Tetris Ejendomsudvikling.

Rækkehuskvarteret i Ørestad Nord kommer til at bestå af 87 byhuse på 115 - 125 m² i tre etager med egen for- og baghave. De vil sprede sig over godt 10.000 m² på en af de sidste ledige byggegrunde i Ørestad Nord. Husene udbydes i første omgang til en pris på 2,8 til 3,6 mio. kroner alt efter placeringen i området. Radiorækkerne er en nyfortolkning af de kendte kartoffelrækkehuse, som man blandt andet kender fra Østerbro. 

Byhusene kommer til at ligge kun 1,5 km fra Rådhuspladsen og er omgivet af boldbaner, vandløb, havnebad og Amager Fælleds storslåede natur. Parkering foregår uden for bebyggelsen, så kvarteret er bilfrit. Mellem husene kommer der til at løbe en grøn kile med fællesarealer, hvor børn trygt kan lege med afstand til byens trafik.

Hjemmet skal ligge i Ørestad

Sussi Sølvtoft og Morten Alstrup kender i forvejen til Ørestad, og de vil gerne blive i området.

”Vi har boet i Ørestad i tre år, og det har vi været rigtig godt tilfredse med. Der er allerede sket utrolig meget i bydelen bare den tid, vi har boet her, og det er en virkelig god udvikling, der er i gang, derfor kunne vi godt forestille os at blive her,” siger Morten Alstrup.

Det er planen, at byggeriet af Radiorækkerne går i gang i løbet af foråret, og de første huse forventes at stå klar til indflytning i december 2012.

Interesserede kan henvende sig på E: tk@tetris.as.

Læs mere om Radiorækkerne i denne folder 

Pressekontakt:

Redaktør, Carsten Arlund, By & Havn
T: 2075 1701
E: ca@byoghavn.dk 

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206