PLUG N PLAY SPARKER SOMMEREN IGANG PÅ SØNDAG

1. juni 2012

Invitér venner og familie med til den urbane aktivitetspark PLUG N PLAY i Ørestad Syd på søndag den 3. juni. I løbet af dagen kan du afprøve og deltage i en masse aktiviteter på områdets mange sportspladser. De mere magelige kan bage en kartoffel over åben ild i De Urbane Haver.

 

PLUG N PLAY har aktiviteter for alle; hvad enten du er hurtigst på rulleskøjter, gal med fodbold, haveelsker, storbyklatrer, cykelmyg, kraftspringer eller bare en nysgerrig nabo. PLUG N PLAY ligger på en midlertidigt ledig byggegrund 100 meter fra Vestamager Metrostation og 12 minutter fra Kongens Nytorv.

Kulørte underlag adskiller banerne fra hinanden. Forskellige klubber med stor ekspertviden i de forskellige sportsgrene har sammen med bygherren og landskabsarkitekterne været med til at designe banerne, så de både er blevet unikke, udfordrende og i høj kvalitet. Og det bedste er, at det hele er gratis, og anlægget er altid åbent.

 

Sommer kickoff

Søndag den 3. juni holder de klubber, der normalt huserer på PLUG N PLAY sommer kickoff på anlægget. Stå på rulleskøjter, test dine parkour-evner, spil kajakpolo, varm op til fodbold EM på kunstgræsbanen eller prøv den seje dirt jump bane på din egen cykel. Kickoff arrangementet er for hele familien, og du er velkommen til at medbringe din egen grillmad eller købe en barbecue pakke - vi tænder grillen kl. 12.

Nyd idyllen i Ørestad Urbane Haver mens du lader op til sportsaktiviteterne. Hvil dig i en hængekøje, bag et snobrød eller en kartoffel på bålet. Du kan også selv plante en kartoffel i et særligt børne-højbed og komme tilbage til september for at høste din afgrøde.

Parkour & Kajakpolo

I parkourparken kan du få tips og tricks fra Team JiYo eller bare hænge ud og nyde den gode stemning. Deltag i parkourworkshop og lær nogle af de seje moves. Se opvisning i akrobatik, breakdance og parkour kl. 16.

’Frk. Birger’, hedder PLUG N PLAYs kajakpolo facilitet. Det koster normalt penge at spille kajakpolo, men denne dag sørger Frk. Birger for udstyr, dommer og instruktør, så det eneste, du skal gøre, er at komme med badetøj, håndklæde og dit gode humør.

Fodbold & Speedskate

På fodboldbanerne kan du deltage i straffesparkskonkurrence og fodboldturnering arrangeret af de lokale fodboldklubber FC 8-Ball og LLØ. Vind præmier eller få en lille forfriskning og en snak med de to fodboldklubber. Ved middagstid er der straffesparkskonkurrence på kunstgræsbanen. Og lidt senere er der fodboldturnering på græsbanen. Her vil alle de spillere, der har skrevet sig op og som er til stede, blive delt op i hold, som hver især mødes til kampe af 20 minutter med en afsluttende finale. Udover æren, vil der være præmier til det hold, der vinder den afsluttende finale. Fodboldudstyr er tilladt, men ikke påkrævet.
Se eller deltag i speedskate-stævne og tag del i den spændende og actionfyldte sportsgren. Vær sikker på en plads i løbene ved at tilmelde dig mellem kl. 10.00 og 10.30 ved banen. Der er plads til alle, der føler sig sikre på rulleskøjterne. I løbet af dagen er der fri leg på rulleskøjter, hvor begyndere kan prøve banen og få tips og tricks fra klubbens trænere på den inderste bane.

Dirt jump & Roller Disco

Prøv den seje dirt jump bane. Medbring egen cykel og få tips og tricks fra Danske Freestyle Cyklister. Husk sikkerhedsudstyr – som minimum hjelm.

Ud over de mange idrætsaktiviteter er der et loungeområde, hvor du hele dagen kan købe kolde drikke til rimelige priser. DJ SoulChild spiller musik fra 70erne, 80erne og 90erne.

Roller disco i bedste New York stil starter kl. 17. SoulChild skruer yderligere op for musikken, og du kan leje skøjter hos Skates4U, hvis du ikke har fået dine egne med. 

  • I tilfælde af dårligt vejr - hold øje med hjemmesiden www.plugnplay.dk 
  • Se hele programmet her 
  • Hent flyeren Velkommen på PLUG N PLAY, der fortæller mere om parken og alle de tilknyttede foreninger

 

Pressekontakt: 
Redaktør Carsten Arlund, By & Havn 
E: ca@byoghavn.dk 
T: 2075 1701

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206