ØRESTADSBOGEN 'SLIPSET' UDKOMMER PÅ TIRSDAG I NY BOGCAFÉ

20. januar 2012

’Slipset’ er skrevet af beboerne i Ørestad. Bogen er opkaldt efter Ørestads form på et kort og udkommer tirsdag den 24. januar ved en reception i Sejlhuset i Ørestad City. Hér åbner forlaget bag bogen samtidig en helt ny bogcafé.

Byens Forlag står bag bogen ’Slipset’. Forlaget har tidligere udgivet bl.a. ’Båv’, skrevet af kunderne i KIHOSKH på Vesterbro. På samme måde er det beboerne i Ørestad og andre, der færdes i bydelen, der har skrevet de ti bidrag i ’Slipset’. Bidragene er udvalgt efter en konkurrence i efteråret sidste år, og det hele er krydret med historier, små og store fakta og en masse billeder samlet af forlagets journalister. 

”Mange københavnere har en holdning til Ørestad – hvad enten de har været der eller ej. Bogens hensigt har været, at få historierne frem fra beboerne selv. Den undersøger, hvordan det egentlig er at bo i Københavns nyeste bydel, hvad der er sjovt eller mindre sjovt. Bogen er et subjektivt øjebliksbillede – men måske er den dermed også mere sand end så mange avisartikler,” siger manden bag bogen, Thomas Aagaard Skovmand fra Byens forlag. 



Slipset er både henvendt til folk i Ørestad, øvrige københavnere og nysgerrige, der med fordel kan tage bogen i hånden næste gang, de går på opdagelse i området. Senere på foråret forventes det, at bogen også udkommer på engelsk og sættes til salg bl.a. i bydelens tre hoteller. 

Blandt de deltagende er journalisten René Fredensborg, der har skrevet en kriminovelle om køer, der dør, og et spøgelse man kan se på Fælleden. Forfatteren Thomas Oldrup har ligeledes et uddrag med fra en kommende roman om et par, der bor i 8TALLET. Andre bidrag er fotoserier, en opskrift, tegninger, en sang og et interview med et par 5-årige tvillinger om at bo i Ørestad.



Slipset kommer til salg i boghandlerne, via Byens Forlag samt udvalgte steder i Ørestad. Den koster 179 kr. og er på 128 sider. Bogen er lavet i samarbejde med Ørestad Kultur og By & Havn, der har støttet økonomisk.

”Byens Forlag henvendte sig til os med idéen, og vi var vi ikke i tvivl om, at det var helt rigtigt set, at beboerne skulle inviteres til at skrive deres egen historie. Og resultatet er blevet virkelig fint og interessant. Der bliver kradset godt i overfladen, og vi lærer en masse om, hvordan folk går og har det i Ørestad. Man kommer tæt på folks hverdag og tanker, og det kan vi bruge i det videre arbejde med at gøre Ørestad til et rart sted at bo,” siger udviklingschef Rikke Faaborg Jarmer, By & Havn. 

Lancering foregår i ny bogcafé

Tirsdag den 24. februar kl. 16 – 19 holder Byens Forlag reception for bogen i stueetagen i Sejlhuset i Ørestad City. Her kan man møde mange af dem, der har bidraget til bogens indhold. Der bliver oplæsning, smagsprøver og kørsel på éthjulet cykel – noget af dét, der også indgår i bogen. 

Receptionen er samtidig en markering af, at Byens Bogcafé åbner i Sejlhuset, drevet af Byens Forlag. Dermed får Ørestad et nyt, lille kulturinitiativ, som Thomas Aagaard Skovmand håber, de lokale vil tage godt imod og bruge flittigt:

"Vi satser på løbende de næste 3-4 måneder at lave arrangementer, der har med Slipset at gøre. Ture rundt i bydelen, hvor vi besøger folk eller steder fra bogen. Eller hvor vi prøver noget af det, bogen omhandler - fisker, lave mælkebøttesaft osv. Det kan også være mere stationære ting i caféen, der har præg af foredrag om Ørestad med udgangspunkt i Slipset. Vi tænker især, at caféen er et sted, hvor man kan opleve Slipset på andre måder end i bogform - dvs. møde folk fra bogen og se/opleve dem vise noget fra bogen frem,” siger Thomas Aagaard Skovmand.

Bogcaféen vil holde åbent hver dag fra kl. 8.30 – 17 samt kl. 10 – 16 i weekenderne, og man kan købe en kop kaffe og et stykke kage og fordybe sig i medbragte bøger eller udgivelser fra Byens Forlag, der i alt har udgivet over 20 bøger, og fire nye er på vej.

Det er også tanken at lave et lille beboerbibliotek, hvor folk kan stille bøger, de gerne vil låne til hinanden. Byens Forlag håber, at folk skriver deres navn og hvor de bor i de bøger, de sætter i beboerbiblioteket, og at læserne skriver en lille kommentar/anmeldelse, når de afleverer igen. På den måde bliver det en slags post beboerne imellem.

De ti bidrag i Slipset

1 – novellen Invitation til fødselsdag af Allan Lillelund Andersen
2 – tegninger af slipsemænd og slipsekvinder… og en sang af Hvasseline
3 – digte af Sisse-Sofie Koefoed Madsen
4 – opskrift på mælkebøttesaft a la Ørestad af Julie Dufour Wiese
5 – novellen Emil Holms Kanal af Frederik Bjerre
6 – fotoserien mit yndlingssted i Ørestad af Peter Normann
7 – novellen Husk blå overtrækssko af René Fredensborg
8 – interview med et par femårige tvillinger om at bo i Ørestad
9 – romanuddrag af Thomas Oldrup
10 – fotoserie med tekster fra Ørestad af Nicolai Danmark Johannesen

Pressekontakt:

Redaktør Carsten Arlund, By & Havn
T: 2075 1701
E: ca@byoghavn.dk

Journalist Niels Pagel Jensen, Byens Forlag
T: 6095 8241
E: nielspjensen@hotmail.com

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206