ØRESTAD CITY FÅR TRE NYE ØER

25. maj 2012

Beboerne i Ørestad kan se frem til tre nye øer i kanalerne langs sivegaden ved Ørestads Boulevard. Øerne skal gøre strækningen hyggeligere at opholde sig på og skabe nye genveje i kvarteret. Den 11. juni kan beboere og andre interesserede deltage i et gå-hjem-møde om projektet.

 

Fra begyndelsen af juni går håndværkerne i gang med at bygge tre nye øer af træ i kanalerne langs Ørestads Boulevard i Ørestad City. De tre øer er det første permanente tiltag i en proces, der skal vitalisere sivegaden og området under og omkring metroen.

Permanente bylivstiltag har længe været på beboernes ønskeliste, fortæller Mikala Berg Dueholm, der er formand for grundejerforeningen og beboer i VM Bjerget, der ligger ud til sivegaden:

”Sivegaden er et område med mange beboere, medarbejdere og elever fra både folkeskolen og gymnasiet. Øerne vil gøre det lidt mere naturligt at bruge området for dem. Vi ser meget frem til at få nye opholdssteder og flere måder at krydse kanalen på”.

Sidste sommer lagde sivegaden rum til en række midlertidige aktiviteter som forløber for en åben konkurrence om gadens udformning. Det er vinderprojektet, der nu udføres.

”Øerne vil skabe bedre rum for ophold og leg på et meget centralt sted i Ørestad. Ved siden af de mange boliger er her lige åbnet en skole og et bibliotek, og en ny indisk restaurant og take away åbner inden for kort tid. Byer bygges ikke færdige én gang for alle, men udvikles løbende. Ø-projektet er på den måde en del af vores projekt ”Byens næste lag”, siger adm. direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen.

To af øerne bygger bogstaveligt talt bro over kanalen, hvor den nye adgang over vandet vil skabe bedre passage. Samtidigt giver øernes konstruktion beboere og besøgende nye oplevelser i vandhøjde. Øerne spinder over temaerne læring, natur og kultur, og vægter dem alle forskelligt.

Nye oplevelser i kanalen

Øen ud for VM Bjerget placeres lige ved den kommende restaurant og cafe, som forventes at åbne inden længe. Øen udstyres med bænke, og omkring øen er der bånd af beplantning som vil tiltrække smådyr.

Ud for pocketparken mellem V-Huset og Porthuset bygges en ø, som kun har adgang fra den ene side af kanalen. Øen får en særlig lav adgang til vandet, så øen kan bruges til at skøjte fra eller søsætte mindre både. Øen får også en mindre scene med strømstik, så den kan bruges til underholdning.

Den sydligste ø etableres umiddelbart ud for Ørestad Gymnasium og den nyåbnende skole og folkebibliotek. I forlængelse af placeringen får øen fokus på læring. Et mindre udsigtstårn lader børn og voksne kravle op for at få udsigt over kanalen. Eleverne får også nye muligheder for at bruge vandet i fx biologiundervisningen.

Byggeriet går i gang i midten af juni og forventes at vare frem til september. Undervejs vil dele af kanalen blive tømt for vand, ligesom der komme en mindre byggeplads umiddelbart nord for VM Bjerget.

Beboermøde mandag d. 11. juni

By & Havn afholder et informationsmøde om øerne mandag den 11. juni kl. 17.00 – 18.30 på Ørestad Bibliotek, Arne Jacobsens Allé 19. Der vil være oplæg fra By & Havn og arkitekterne bag projektet, Open Research Team (ORT). På mødet forklarer oplægsholderne om øernes placering, udformning og temaer, samt om byggeprocessen. Herefter vil der være mulighed for at stille spørgsmål.

Naboer og andre interesserede kan også modtage en sms, når der er nyt om sivegaden og de nye øer. Send SIVEGADEN til 1919. Tjenesten er gratis. Hold også øje med orestad.dk/sivegaden

Fakta om øerne

  • Øerne anlægges fra juni til september 2012 
  • Under arbejdet tømmes dele af kanalerne midlertidigt for vand 
  • Øerne er resultatet af en åben projektkonkurrence om udformningen af sivegaden i Ørestad City. Bag forslaget står den unge tegnestue Open Research Team, (ORT) 
  • By & Havn har finansieret projektet med støtte fra Vandlauget 
  • Ørestad Vandlaug og Grundejerforeningssekretariatet overtager øerne, når de er opført.

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206