NY PLAN FOR ERHVERVSKVARTER I ØRESTAD CITY

29. august 2012

By & Havn og NCC lancerer ny helhedsplan for Ørestad Down Town udformet af COBE arkitekter. En af planens mange kvaliteter er, at også mindre lejere kan få eget domicil med egen identitet. Første kunde i den nye plan er allerede på plads.

 

Området omkring det karakteristiske røde og blå hotel CABINN Metro på hjørnet af Arne Jacobsens Allé og Center Boulevard fungerer i øjeblikket primært som parkeringsplads for shoppingcentret Field´s. Men inden længe vil der komme fornyet aktivitet i området.

By & Havn og NCC Property Development har i flere år haft en samarbejdsaftale om udviklingen af arealet, og det er de to parter i fællesskab, der har bedt COBE om at skabe den nye helhedsplan.

Lejerne efterspørger god beliggenhed og ønsker stor fleksibilitet. Det kan det nye erhvervskvarter med garanti levere. Samtidig er der lagt vægt på, at helhedsplanen skaber samhørighed for de virksomheder, der vælger at bosætte sig der.

”Det er en af de bedst beliggende grunde i Ørestad City, vi nu aktiverer for alvor. Synlighed fra Motorvejen samt nærheden til Øresundstoget og Metroen og placeringen lige mellem København City og lufthavnen gør det hér område særdeles attraktivt for både mindre, mellemstore og store virksomheder,” siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn.

”Helhedsplanen er både robust og fleksibel, forstået således, at mindre virksomheder nu kan tilbydes egen identitet i eget domicil helt ned til 2.500 kvm og større virksomheder ligeledes kan indarbejdes i planen. Grunden udnyttes effektivt, og der er mulighed for at sætte projekter i gang i flere etaper. Vi tror timingen nu er helt rigtig. Vi kan mærke, at der er bevægelse i markedet, og Ørestad igen er efterspurgt blandt erhvervskunderne,” siger adm. direktør Nikolaj Hertel, NCC Property Development.

Faktisk er den første kunde i den nye plan allerede på plads. Nemlig Hotel CABINN Metros udvidelse med 10.000 m2 og 200 P-pladser. Projektet kaldes samlet CABINN Village og består af 290 nye dobbeltværelser med køkken, et nyt kontorhotel med 200 kontorarbejdspladser og en konferencesal med blandt andet tv-studie på 1.200 kvm. Den nye del af CABINN Village bliver ligesom helhedsplanen tegnet af COBE.

Fælles identitet
COBEs plan lægger vægt på at skabe så meget fleksibilitet som muligt mellem de virksomheder, der bosætter sig i Ørestad Down Town. Planen er skabt ud fra en idé om variation samtidig med, at de enkelte virksomheder får mulighed for at markere sig individuelt.

”Vi tror på, at den fysiske udformning af et bykvarter har stor betydning for virksomheders grad af succes, for samarbejde og spin-offs. Derfor har vi også arbejdet meget med at tilføre Ørestad Down Town sammenhængskraft og identitet - samtidig med at de enkelte virksomheder selvfølgelig skal have mulighed for at markere sig stærkt individuelt både arkitektonisk og visuelt,” siger arkitekt og indehaver af COBE, Dan Stubbergaard.

For at skabe samhørighed med resten af Ørestad og en egen identitet inden for bydelen har COBE gjort brug af flere arkitektoniske greb:

Skål-koncept: Ørestad Down Town planlægges med en høj kantbebyggelse, der spiller op til Ørestads skala, og lavere byggeri mod centrum af bydelen. Derved trænger dagslys ind i bydelen på trods af den høje bebyggelsestæthed. Samtidig udnyttes synligheden fra motorvejen, og udsigten over Amager Fælled.

Variation: Ved at opdele bebyggelserne i mindre enheder, der både i volumen og identitet vil adskille sig fra hinanden, opstår spændende kig, stimulerende byrum og menneskelig skala. Vinklede byggefelter sikrer at bydelen bliver præget af krøllede og intime byrum uden lange lige forløb.

”Appelsinen”: På bydelens centrale torv placeres et særligt fælles bydelshus - “Appelsinen”. Bygningen kan indeholde fællesfaciliteter for virksomhederne i Ørestad Down Town, og samtidig henvende sig til øvrige brugere og besøgende Som følge af skål-konceptet vil ’Appelsinen’ være synlig fra næsten alle bygninger i bydelen, ligesom lejeren vil have en visuel kontakt på tværs af bydelen.

Trappen: Som ankomst til Ørestad Down Town anlægges en generøs landskabstrappe, der med sin zig-zag form bliver både et arkitektonisk element, en måde at komme fra A til B og ikke mindst et mødested, hvorfra man har overblik over bydelen. Lidt ligesom den spanske trappe i Rom.

Lokalplanforslaget ligger færdigt i efteråret og lokalplanen for det nye erhvervskvarter ventes vedtaget i maj 2013.

Ørestad Down Town kort fortalt

  • Placering: Ørestad mellem Fields, Motorvej E20, Kalvebod fælled og Arne Jacobsens Allé
  • Antal etagemeter: 137.000 m2 heraf 125.000 m2 nybyggeri
  • Primære funktioner: Kontorbyggerier samt bydelhus
  • Sekundære funktioner: Butikker og evt. boliger
  • Bebyggelsesprincip: Skålform – høj beskyttende kant og lavere indre bebyggelse
  • Bygningsprincip: Stor variation via mindre bygningsenheder – både fritstående og sammenbyggede
  • Byliv: Byrum på fodgængernes præmisser. Åbne og imødekommende stueetager. Central plads med bydelshus og aktive funktioner.
  • Byrum: Varierede byrum og stræder, der kanter sig gennem bebyggelsen.
  • Parkering: Skjules under terræn og er med til at udligne niveauforskellene i de tilstødende områder.
  • Identitet: Stor samhørighed som samlet bydel, men også mulighed for at markere sig individuelt via hver enkel bygningsenhed.
  • Fleksibilitet: Stor fleksibilitet i størrelse, placering og sammensætning af de enkelte bygningsenheder.

Pressekontakt:
Redaktør i By & Havn, Carsten Arlund
T: 2075 1701
E: ca@byoghavn.dk

 

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206