Lækker og sund take away mad i 8tallet

6. november 2012

Renny Ottesen er en af de private iværksættere, der har taget udfordringen op og åbnet sin egen butik i Ørestad Syd. De friske salater og varme retter appelerer både til børnefamilierne og de frokostsultne kontorfolk.

På glasdøren til Renny’ Kitchen Eat & Enjoy hænger et lille skilt med åbningstider. ’8 – 18’, står der på tryk. Med en kuglepen er ’18’ streget over og erstattet af et håndskrevent ’19’. Siden åbningen for halvanden måned siden har der været så stor efterspørgsel på de hjemmelavede færdigretter, at indehaver Renny Ottesen har måtte udvide butikkens åbningstid.

”Folk kommer jo ikke valfartende hertil fra resten af byen. Derfor er vores kunder primært lokale beboere, og de fleste kommer en gang om ugen. Det er alt fra småbørnsfamilierne, der henter mad på vejen hjem, til singlemanden, der allerede har været hjemme og konstatere, at køleskabet var tomt,” siger Renny Ottesen.

Renny Ottesen har i otte år haft cateringfirmaet Renny’s Kitchen. Siden den 17. september har han drevet Renny’s Kitchen Eat & Enjoy i 8TALLETs stueetage med udgangspunkt i det nordiske køkkens kvaliteter.

”Jeg fornemmede, at den her form for take out manglede. Der manglede et sted med traditionel mad i en moderne fortolkning, hvor man kan købe de klassiske, tidskrævende retter, som er lavet fra bunden,” siger Renny Ottesen om menukortet, der rummer alt fra hjemmelavet müsli til boller i karry.

Tilbage til rødderne

Renny Ottesen er født og opvokset på Amager længe før, der var noget, der hed Ørestad. For tre år siden vendte han tilbage til rødderne, da han åbnede et af sine to produktionslokaler i kontorhuset Winghouse i Ørestad City. Herfra driver han både en del af sin cateringvirksomhed og leverer frokost til alle, der dagligt arbejder i huset.

”Dengang var jeg skeptisk og cyklede mange ture i Ørestad for at undersøge området først. Men nu kan jeg se, hvad der er sket bare på de tre år med blandt andet gymnasiet og biblioteket, som er kommet til. Så på sigt kan der opstå et rigtig godt miljø, og jeg glæder mig især til, at byggeriet af Arenakvarteret går i gang,” siger Renny Ottesen og nikker over mod den tomme nabogrund.

Derfor tog Renny Ottesen imod tilbuddet, da han gennem private venner, der boede i Ørestad, hørte om det tomme lokale i 8TALLET.

”Jeg vidste godt, at det ville være benhårdt arbejde. Og hvis ikke jeg i forvejen havde været i gang med firmaet, ville det have været svært at få op og køre. Men beboerne har taget rigtig positivt imod, og jeg kan rigtig godt lide at være en del af landsbystemningen, hvor alle kender alle,” siger Renny Ottesen, der selv gør en dyd ud af at være på fornavn med sine kunder.

En tredjedel frokost

Men det er ikke kun de lokale børnefamilier, der udgør kundekredsen. En af Renny Ottesens største stamkunder er kontorhuset Business Center Winghouse i Ørestad City. Huset drives af Brink Serviced Offices, der har fem forskellige kontorcentre i hele København og Nordsjælland. Renny Ottesen leverede i forvejen frokost til centeret i Havnegade, så da Brink Serviced Offices rykkede til Ørestad, rykkede Renny Ottesen med ind i det nye og større køkken.

”Vi har først og fremmest valgt Renny’s Kitchen, fordi han er den bedste, og vi har arbejdet sammen med ham i mange år. Men derudover støtter vi gerne lokale initiativer i Ørestad, som passer til vores behov”, siger Louise Falbe, der er Business Center Manager i Winghouse.

Renny Ottesen vurderer, at en tredjedel af hans omsætning kommer fra frokostordninger til forskellige virksomheder. Dertil kommer de arbejdende, der selv ligger vejen forbi butikken i frokostpausen.

En berigelse af hverdagen

Renny’s Kitchen Take Out er én af de butikker, der i løbet af efteråret er skudt op i Ørestad. Den 13. december åbner desuden en ny Irma på hjørnet af Edvard Thomsens vej og Arne Jacobsens Allé som supplement til de andre dagligvarebutikker Døgn Netto og Bilka i Field’s.

By & Havns administrerende direktør Jens Kramer Mikkelsen er særdeles glad for, at både detailhandlen og de private erhvervsdrivende ser potentiale i Ørestad.

”Vi byder altid nye butikker og restauranter velkomne, og det er rigtig dejligt at se, at både private iværksættere og landsdækkende kæder har lyst til at være en del af udviklingen i Ørestad. Det er med til at berige mangfoldigheden og hverdagen rent praktisk for Ørestads indbyggere, og jeg håber, at rigtig mange vil støtte op og benytte sig af tilbuddene” siger Jens Kramer Mikkelsen.

Renny Ottesen håber på også at kunne bruge butikken i 8TALLET til særlige arrangementer som kokkeskoler og private middage, som kan være med til at skabe aktivitet og stemning.

”Jo mere af den slags, der kommer, jo mere liv. Det er kun godt, at folk handler lokalt og rent faktisk benytter sig af muligheden. Man ser tit, at folk ønsker sig noget, men når de så endelig får det, bruger de det ikke. Men sådan er det heldigvis ikke her,” siger Renny Ottesen, der arbejder på også at kunne holde weekendåbent.

Renny’s Kitchen Take Out har åbent mandag til fredag fra 8 – 19. Adressen er Richard Mortensens Vej 61A , 2300 København. Læs mere på www.rennyskitchen.dk

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206