KØBENHAVNS NYESTE FOLKESKOLE ER ÅBNET I ØRESTAD

24. april 2012

Den 20. april åbnede Ørestad Skole officielt. Skolen har en helt speciel arkitektur, der kommer til at gå hånd i hånd med skolens særlige læringsform. Ørestads mange børn og forældre kan også se frem til en fritidsinstitution og et bibliotek.


”Vores skole er bygget højt, så vi kan høre fuglefløjt!,” sang et velfornøjet børnekor for Børne- og Undervisningsminister Christine Antorini, Børne- og Ungdomsborgmester Anne Vang samt en masse glade forældre, da Ørestad Skole officielt åbnede fredag d. 20. april. Folkeskolen er den første i Ørestad og samtidigt er det første nye skolebyggeri i København i ti år.

Københavns nyeste folkeskole minder langt fra om fortidens kommuneskoler. Skolen rejser sig i otte etager og arkitekturen fylder bygningen med karnapper, terrasser og små torve. Samtidig skal børnene ikke inddeles i traditionelle klasser efter alder, men i stedet inddeles efter interesser og evner. Fra arkitekter og skoleledelse er der lagt op til, at selve bygningen og læringen skal gå hånd i hånd allerede fra starten.

KHR Arkitekter, som har tegnet Ørestad Skole, har lagt vægt på at lave et byggeri, der tilpasser sig miljøet i Ørestad, men samtidigt har stærke pædagogiske kvaliteter. Resultatet blev en skole, hvor bygningens form inviterer til både tryghed og opdagelse i både undervisningsrum, udearealer, gangarealer og værksteder. Skolen er tegnet, så den konstant overrasker sine brugere, så man aldrig ved, hvad der venter, når man går rundt om hjørnet. 

 

”Vi har en forpligtelse til at bygge kvalitet, når vi bygger en offentlig skole. Variationen i skolens rum lægger op til leg og kreativitet for eleverne. For eksempel har hvert undervisningsrum en karnap med vinduer i, der lader eleven kigge ud og opleve omgivelserne fra en unik vinkel,” siger Mikkel Beedholm, som er ledende arkitekt på Ørestad Skole og partner i KHR Arkitekter.

Ligesom skolens arkitektur varierer væsentligt fra andre folkeskoler, kommer skolens pædagogik til at være tilpasset nutidens krav. Skolen er en profilskole med virtuel æstetisk profil. Skolens leder lægger meget vægt på, at børnene bliver selvstændige og udvikler egenskaber, det kræves i et moderne informationssamfund: 

 

”Da jeg gik i skole talte lærerne 90 % af tiden, og de blev enormt gode til det. Vi prøver at vende bøtten og tager i stedet afsæt i børnenes udviklingsniveau. Vi udvikler børn til fremtiden. Det betyder, at vi har fokus på høj faglighed. For at opnå den, bygger vi ovenpå med kreative sanselige fag og bruger mange forskellige digitale medier. Det tror vi på giver innovative børn, som selv kan tænke i nye muligheder,” siger skoleleder Henrik Carlsen, der har arbejdet med skolen og dens nye pædagogik i 1½ år.

 

”Det er en vigtig brik, der nu falder på plads i Ørestads udvikling. Andelen af børn er væsentligt større i Ørestad sammenlignet med resten af København. Så der er en naturlig glæde i Ørestad, ikke kun fordi bydelen nu har fået en smuk og fremtidssikret skole, men også fordi der kommer en fritidsinstitution og et nyt folkebibliotek,” siger adm. direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen.

Det kommende bibliotek ligger ud mod Ørestads Boulevard og skal også være skolebibliotek for Ørestad Skole og i et vist omfang fungere som kulturhus. Biblioteket åbner den 7. maj.

 

Fakta om skolen:

  • Ørestad Skole har plads til tre klasserækker svarende til cirka 750 elever med tilhørende KKFO og fritidsklub. Til skolen knyttes et pædagogisk læringscenter og et folkebibliotek
  • Skolen er på otte etager og har mange terrasser på de øvre etager, der fungerer som en del af skolens udearealer
  • Ørestad Skole ligger lige op ad Byparken, som kan fungere som en slags udvidet udeareal 
  • På skolens øverste etage er et madhus
  • Ørestad Skole er bydelens første folkeskole. Inden åbningen har børnene de sidste fire år gået på Islands Brygge Skole. Ørestad har siden 2005 også haft en friskole
  • Skolen er den første af to planlagte folkeskoler i Ørestad. Den næste skal bygges i Arenakvarteret i Ørestad Syd
  • Bæredygtighed er en vigtig del af både skolens pædagogik og arkitektur. Skolen har blandt andet en lille urtehave, affaldssortering en lille vindmølle og solfangere på taget
  • Nærmeste nabo er Ørestad Gymnasium, som deler et mindre udeareal med skolen
  • Skolens adresse: Arne Jacobsens Alle 3, 2300 København S
  • Ørestad Skoles hjemmeside: www.oerestadskole.dk
  • Mere om Ørestad Skole på Ørestads hjemmeside. Se også mange flere billeder på BYLIVs Facebook side 

Pressekontakt:
Redaktør i By & Havn, Carsten Arlund
T: 2075 1701
E: ca@byoghavn.dk 
 

 

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206