KØBENHAVNERNES FAVORIT-GYMNASIUM LIGGER IGEN I ØRESTAD

29. marts 2012

For femte år i træk er Ørestad Gymnasium hovedstadens mest søgte. 506 unge har valgt gymnasiet som deres førsteprioritet, og man arbejder nu på at finde plads til så mange som muligt. Ifølge rektor Allan Kjær Andersen, er det især skolens fokus på medier, kultur og kommunikation, som får eleverne til at strømme til.

 

På trods af markant skærpede regler for fravær er Ørestad Gymnasium stadig de københavnske unges foretrukne. 506 har sat kryds ved gymnasiet i Ørestad som det sted, hvor de allerhelst vil tilbringe gymnasietiden. 

Forklaringen er ifølge skolens rektor, at Ørestad Gymnasium har noget, som resten af hovedstadens gymnasier ikke har. Her er den traditionelle tavleundervisning nemlig afløst af moderne undervisningsformer med høj elevaktivitet.

”Bygningen i sig selv er anderledes og signalerer, at her skal foregå noget andet end traditionel skolegang, og det er også præcis, hvad der gør. Undervisningen adskiller sig fra andre gymnasier ved i højere grad at engagere eleverne til at deltage aktivt,” siger skolens rektor, Allan Kjær Andersen.

Han peger desuden på, at det særlige fokus på medier, kultur og kommunikation også er en del af grunden.

”Vores medieprofil og avancerede brug af IT til for eksempel film- og tv-produktion spiller efter min overbevisning en stor rolle. Det rammer noget, som de unge efterspørger, og som ikke findes magen til på andre gymnasier.”

Og selv om gymnasiet i år har strammet betydeligt op på reglerne for fravær, er det altså stadig utrolig populært.

”Vi havde tænkt, at det måske ville skræmme nogle væk, men det er dejligt at få bekræftet, at de unge er så seriøse, at det ikke betyder noget,” siger Allan Kjær Andersen.

Mangler plads
Det høje antal af ansøgere til gymnasiet i Ørestad har betydet, at det de seneste år har haft pladsproblemer. Allan Kjær Andersen forventer dog, at der bliver oprettet 14 nye 1.g-klasser.

”Vi er i øjeblikket ved at forsøge at finde plads til så mange som muligt, og vi regner med inden så længe at kunne tilbyde omkring 400 elever en plads i en af de 14 1.g-klasser efter sommerferien,” siger han.

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206