EKSPERT: 8TALLET ER DEN MODERNE LIVSSTIL

3. februar 2012

Hvis 8TALLET i Ørestad Syd var en landsby, ville flokken omkring gadekæret bestå af hovedsagligt par mellem 20 og 40 år, som er flyttet fra Amager eller Østerbro. Det viser nye tal fra Home*. Netop den gruppe beboere sætter pris på at have både byen og naturen tæt på – samt at kunne nyde livet i kvalitetsboliger uden pligter om vedligehold, siger ekspert.

 

 

Den storslåede, fredede natur på Kalvebod Fælled og metroens nærhed giver beboerne i 8TALLET det bedste af to verdener samtidig med, at de lever i arkitektur i verdensklasse. Sådan lyder det fra livsstilseksperten Niels Erik Folmann kendt fra tv-programmet Kender du typen? på DR 1.

”Et grønt frirum så tæt på byen får man ikke magen til mange steder. Det passer godt til den moderne livsstil. Her kan man bare nyde livet og passe jobbet. Byggeriet er skabt, så det gør livet let og lækkert. Man kan for eksempel trække mountainbiken med op til lejligheden, efter man har haft den med på fælleden. Den måde, byggeriet er tænkt på med gangstier, giver en stor fleksibilitet,” siger Niels Erik Folmann.

I alt var der ved årsskiftet underskrevet 344 købsaftaler på lejligheder i 8TALLET. På baggrund af data indsamlet ved købsaftalerne kan man nu danne sig et ret præcist billede af, hvem er egentlig er flyttet ind i det prisbelønnede byggeri.

Linda Pihl-Hansen og hendes mand valgte at flytte fra lejligheden på Amager ind i et af byhusene i 8TALLET i juli 2010. Hun havde forelsket sig i 8TALLET, mens det var på tegnebrættet, og inden hun fik job hos bygherren, men så stod det også skrevet i sten, at hun måtte bo der.

”At stå op om morgenen og skue ud over Kalvebod fælled er fantastisk. Der, hvor vores altan slutter, starter søen og bagved strækker fælleden sig. Beliggenheden giver os et ben i hver lejr. Vi er omkranset af den smukke natur, men samtidig har vi metroen og dermed centrum ti minutter væk. Min mand elsker heldigvis også at bo her, og vi plejer at joke med, at lige meget, hvad vi kunne få for lejligheden, flytter vi aldrig,” siger Linda Pihl-Hansen og griner.

Nytænkende og moderne
Homes statistik viser, at næsten 3 ud af 5 købere er mænd, og omkring halvdelen af køberne er mellem 20 og 40 år. Niels Erik Folmann fortolker statistikken.

”Når der er mange yngre og især mænd, som køber lejlighed i 8TALLET, hænger det sammen med et signal om at være på vej frem i verden – både uddannelsesmæssigt og personligt. Man er blandt de første. Man tænker nyt, og man er med til at sætte nye fodspor – det passer godt til de unges livsstil. Så er arkitekterne BIG selvfølgelig også et kvalitetsstempel. Byggeriet er prisbelønnet og står for modernitet og nytænkning, og det er fedt at kunne sige, at man bor i verdens bedste boliger,” siger Niels Erik Folmann.

Livsstilseksperten lægger også vægt på, at mange af boligerne prismæssigt er til at komme i nærheden af.

Linda Pihl-Hansen og hendes mand var blandt de allerførste, som flyttede til 8TALLET, og hun kan i høj grad genkende Niels Erik Folmanns ord om at være med til at præge stedet og sætte sine fodspor et nyt sted.  Det glæder hende dog, at så mange flere er kommet til, og hun nyder, at Ørestad Syd er blevet et livligt område.

”Jeg forstår ikke, når folk siger, her er dødt. Her er jo masser af liv, og der kommer hele tiden flere virksomheder til og flere beboere. Jævnligt kan vi se, at der er kommet lys i en lejlighed mere.”

Fra Amager og Østerbro til Ørestad
Tallene fra Home viser også, at størstedelen af køberne i 8TALLET – omkring halvdelen - før købet boede på Amager. Næst efter Amager er flest fra Østerbro – 1 ud af seks købere kommer fra en bolig i København Ø, og Niels Erik Folmann mener, det kan være, fordi Østerbro tidligere var et sted for de unge og nytænkende, som gerne ville signalere at være på vej frem, mens det i dag i høj grad er børnefamilier, som bor på Østerbro. Ifølge ham er Ørestad i dag det, som Østerbro tidligere var.

Ørestad har alt, hvad det moderne menneske kræver
Siden boligerne i det prisbelønnede byggeri blev sat til salg i 2010, er omkring 3 ud af 4 lejligheder solgt, og der bor omkring 800 mennesker i 8TALLET. Salget er på trods af et meget trægt ejendomsmarked gået strålende med gennemsnitligt fem solgte boliger om ugen. Det kommer ikke bag på Niels Erik Folmann:

”8TALLET passer godt ind i Ørestads profil, som bærer præg af nytænkning og kreativitet. Hele den plan man lagde for Ørestad i sin tid om at skabe det rigtige på den rigtige måde, det kan man se virker. Det er urban village, når det er bedst. Kombinationen af balance, bæredygtighed, fleksibilitet og kreativitet kendetegner hele Ørestad, og jeg er sikker på, at der om få år vil være et enormt træk mod Ørestad. Alt det, som det moderne menneske kræver, det har Ørestad,” siger han.

Tallene fra Home viser desuden, at aldersspredningen i 8TALLET er en smule større end i resten af Ørestad, hvor beboerne generelt er meget unge. Ifølge Niels Erik Folmann tiltrækker 8TALLET mange forskellige mennesker, idet byggeriet både rummer byhuse og lejligheder i forskellige prisklasser.

Stærkt nabosammenhold
Sammenligningen mellem 8TALLET og en landsby er ikke helt ved siden af, hvis man spørger Linda Pihl-Hansen. I hendes gamle kvarter vinkede naboerne højst til hinanden over hækken, men i 8TALLET har hun fået et nyt netværk.

”Her er et fantastisk nabosammenhold, og det er faktisk meget landsbyagtigt. Vi har rigtig meget med hinanden at gøre, vi griller sammen om sommeren, der er en løbeklub, en fotoklub, en madklub, og så bliver der snart afholdt beboerudstilling. For nylig holdt min mand og jeg julefrokost med naboerne, og vi har også aftalt at rejse på ferie med nogle af naboerne. Men man kan også sagtens være sig selv, når man har lyst til det. Der er en rigtig god balance mellem privatliv og det sociale,” siger hun.

*Tallene er baseret på data fra købere af de 344 lejligheder i 8TALLET, der indtil årsskiftet var solgt af Home. Nogle lejligheder kan f.eks. være gensolgt eller solgt som forældrekøb og der tages derfor forbehold for, at tallene enkelte steder kan være upræcise i forhold til de faktiske beboere i 8TALLET.

Pressekontakt:

Kommunikationschef i By & Havn, Pernille Garde Abildgaard, T: 2916 0586

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206