Ørestad får center for børnekultur – og en stor udstilling

26. oktober 2012

I en foreløbig periode på tre år har organisationen BIBIANA Danmark indtaget to butikslokaler i stueetagen i VM Bjerget i Ørestad City. Herfra vil organisationen opbygge et udstillingscenter og læringsmiljø for børnekunst og kultur.

BIBIANAs overordnede mål er at skabe et permanent hus for kunst og kultur for børn i Danmark. Med indflytningen i lokalerne i VM Bjerget i Ørestad, er drømmen kommet nærmere sin opfyldelse.

Organisationen tager sit afsæt i de mange smukke illustrationer, der findes i børnebøger både i Danmark og internationalt, men ambitionerne favner alle genrer af kunst og kultur til- og for børn.

Amager Vest Lokaludvalg og By & Havn støtter driften af udstillings- og læringsmiljøet i Ørestad City.

”I de kommende tre år glæder vi os først og fremmest til at få besøg af rigtig mange skoleklasser fra hele København, gennemføre undervisningsforløb og guide børnene rundt i børnekunstens og illustrationernes fantastiske og fantasifulde verden. Tiden vil vi samtidig bruge på at udbrede kendskabet til BIBIANA og udvikle vores undervisningskompetencer og vores netværk, så et permanent hus vil være en publikumssucces fra dag ét,” siger initiativtager og formand Janne Bech fra BIBIANA Danmark.

Lokalerne i Ørestad City er dog ikke forbeholdt skoleklasser. Alle er velkomne til at kigge forbi tirsdag – fredag kl. 10-18 samt lørdag kl. 10 – 16, hvor BIBIANA er bemandet med guider, der kan fortælle om udstillingerne, kommende events og arbejdet med udviklingen af det permanente hus.

Stammer fra Slovakiet

Organisationen stammer oprindeligt fra Bratislava i Slovakiet, der har en lang tradition for at betragte illustrationer i børnebøger som en selvstændig kunstart. Der er et nært samarbejde mellem den danske og den slovakiske organisation, og danske BIBIANA har for godt et år siden afholdt en stor og velbesøgt udstilling af børnebogsillustrationer i Field´s.

Her i starten har BIBIANA Danmark taget fat på at skabe lokale relationer til bl.a. Ørestad Gymnasium, Ørestad Skole, Ørestad Bibliotek, Amager Vest Lokal Udvalg, Dansk Røde Kors, Field’s, Foreningen Ørestad Kultur, DR’s MUSIKARIUM og selvfølgelig By & Havn. Samarbejderne sikrer, at BIBIANA Danmark forankres i Ørestad og bidrager til den nye bydels kulturelle udvikling.

”By & Havn støtter idéen om et rigt børnekulturliv i Ørestad. Der bor rigtig mange børnefamilier i bydelen, og placeringen af BIBIANA Danmarks udstillings- og læringscenter ved sivegaden i Ørestad City er ideel. Jeg forestiller mig, at udstillingerne vokser ud af lokalerne og ned ad sivegaden, når det bliver lidt varmere i vejret til glæde for alle beboere i Ørestad,” siger udviklingschef Rikke Faaborg Jarmer, By & Havn.

Stor udstilling på Ørestad Bibliotek

Den 23. oktober åbnede en udstilling med tegninger af en af verdens dygtigste børnebogsillustratorer på Ørestad Bibliotek. Det er slovakiske Peter Uchnár, som bl.a. har illustreret en række af Grimms eventyr, Peter Pan, Gullivers rejser og 1001 Nats eventyr. Udstillingen ’Peter’s Peter Pan’ består af 70 originale værker, og der er produceret særlige lydmalerier til illustrationerne.

Endvidere kan man se fotoudstillingen ”Magic Slovakia” af den slovakiske fotograf Laco Struhár.

Udstillingerne kan ses på biblioteket frem til 31. januar 2013 i bibliotekets åbningstid – og også udenfor, da Ørestad Bibliotek er et af landets få biblioteker, hvor man selv kan låse sig ind om aftenen. Udstillingerne blev åbnet den 23. oktober af kulturminister Uffe Elbæk og den slovakiske præsident Ivan Gašparovič og præsidentfrue Silvia Gašparovičova, som netop har været på statsbesøg i Danmark.


De to nederste fotos er taget ved åbningen af udstillingen i Ørestad Bibliotek. Nederst viser Janne Bech den slovakiske præsident Ivan Gašparovič ind på biblioteket. Fotos: Johan Fournaise

Pressekontakt:
Redaktør i By & Havn, Carsten Arlund
T: 2075 1701
E: ca@byoghavn.dk

 

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206