STORE PLANTEDAG & UDSTILLING AF FORSLAG TIL SIVEGADEN

7. juli 2011

Der sker noget i sivegaden i Ørestad City. I den kommende tid kan du bl.a. deltage i Store Plantedag og afprøve den nye løbebane. Du kan også se en udstilling af samtlige forslag fra konkurrencen om udviklingen af sivegaden. Installationerne og aktiviteterne er en del af en proces, hvor alting bliver afprøvet, før de eventuelt gøres permanente.

 

 

Sivegaden, der løber godt en kilometer fra Vejlands Allé til Arne Jacobsens Allé langs Ørestads Boulevard er midt i en proces. Området skal vitaliseres, men det tager erfaringsmæssigt cirka to år fra de første tanker og workshops - indtil projektet kan afsluttes og beboerne og medarbejderne kan indtage deres ’nye’ område.

Derfor har organisationerne bag processen – By & Havn, Amager Vest Lokaludvalg, Grundejerforeningen Ørestad City og Vandlauget – besluttet at afprøve forskellige installationer og aktiviteter i området, så man er sikker på at træffe de rigtige valg, når processen er færdig. I den kommende tid kan du bl.a. opleve følgende:

29 forslag til udformningen af sivegaden på udstilling
Den 28. juni bekendtgjorde dommerkomiteen, at et ungt team bestående af arkitekterne Elena Rojas og Klaus Rasmussen samt cand mag. i visuel kultur, Anna Bisgaard-Nøhr, vandt projektkonkurrencen om udformningen af sivegaden i Ørestad City.

Nu kommer vinderforslaget sammen med de øvrige 28 konkurrenceforslag på udstilling, så Ørestads borgere og besøgende selv kan bedømme de mange ideer til området. Det sker i perioden fra den 8. juli til og med den 11. juli i VM Bjerget, Ørestads Boulevard 55, 6. sal. Åbningstider: Fredag den. 8. juli kl. 15-19, weekend kl. 11-15 og mandag den 11. juli kl. 15-19.

Store Plantedag
Som en del af de midlertidige initiativer inviterer Amager Vest Lokaludvalg på søndag den 10. juli kl. 10 til Store Plantedag i sivegaden. Lokaludvalget har indkøbt 83 buske og planter – bl.a. tempeltræer, paradisæbletræer, syren buske og rhododendron, som skal placeres på plænen under og langs metroens højbane. Alle, der har lyst til at hilse på naboerne og give en hånd med, opfordres til at møde op og tage vare om planterne:

”Målet med dagen er at afprøve, om det tilføjer noget til området at beplante og skabe læ langs Metroen. Og så er det selvfølgelig en mulighed for de beboere, der deltager i projektet, at møde naboerne og skabe netværk,” siger Esben Sloth, der er medlem af lokaludvalget og beboer i Porthuset.

Det er meningen, at planterne skal stå i plantesække på området frem til oktober. Derefter evalueres forsøget.

Prøv løbebanen
I næste uge anlægges en 60 meter lang løbebane på sivegaden nord for VM Bjerget langs parkeringsarealet. Løbebanen er udført i asfalt-folie, som bliver klistret på granitstenene. Til næste år ønsker Grundejerforeningen Ørestad City at indrette det grønne areal ved siden af VM Bjerget som en pocket park med en række idrætsaktiviteter. Derfor skal løbebanen både fungere som en test af den særlige asfaltfoliebelægning samt som en ’tidlig’ idrætsaktivitet, der peger frem mod indretningen af pocket parken.

Den blå båd
Nedenfor Foodshop no. 55 i VM Bjerget ligger en lille blå robåd. Båden er til gratis udlån for beboere i Ørestad. Båden er låst fast, og nøglen skal du spørge efter i caféen. Der er årer i en aflåst kasse på pontonen ved båden.

Værfterne, lamperne, Jello møblet og egetræsportene
En række møbler og inventar står allerede i sivegaden. Værfterne er fx tænkt som informationstavler - eller til at Ørestads beboere selv kan afholde midlertidige aktiviteter. Egetræsportene, der er doneret af Københavns Kommune for at afprøve rummeligheder og volumener, kan være siddemøbler – eller måske skal de væltes og indrettes til sandkasser? Jello møblerne lyser om aftenen, og har især fundet anvendelse som cykelparkering. Og lysgalleriet illumenarts har dekoreret en række lyskasser, der i de mørke timer skaber hyggeligt lys langs sivegadestrækningen.

Midlertidige aktiviteter
De mange installationer og initiativer blev besluttet den 13. april på en workshop med deltagelse af cirka 40 engagerede ørestadsborgere og brugere. By & Havn, Amager Vest Lokaludvalg, Grundejerforeningen Ørestad City og Vandlauget var værter ved workshoppen, hvor der var opbakning til at gå videre med de mange midlertidige tiltag som et særligt ’spor’ ved siden af afholdelsen af projektkonkurrencen om sivegaden.

Nogle af aktiviteterne har fungeret rigtig godt, mens andre har mødt en del kritik bl.a. på Ørestad Avis’ hjemmeside.

”Jeg synes, vi er meget lydhøre overfor både positiv og negativ kritik fra beboerne og medarbejderne i området. Det er jo deres bydel. Det er en god idé at afprøve de forskellige tiltag i skala 1:1 som inspiration for de permanente tiltag. Alle parter ønsker at hjælpe processen på vej, og de midlertidige installationer er et rigtig godt værktøj. Derfor er jeg også glad for debatten, som jeg håber, vil fortsætte,” siger udviklingschef Rikke Faaborg Jarmer, By & Havn.

Kommentarer modtages gerne på info@byoghavn.dk samt på facebooksiden BYLIV (www.facebook.com/byliv). Desuden har By & Havn oprettet en gratis SMS service, hvor interesserede kan modtage nyheder om sivegaden ved at SMSe SIVEGADEN til 1919. Se også sivegadens hjemmeside, www.orestad.dk/sivegaden.

Pressekontakt:
Carsten Arlund, By & Havn
T: 20751701
E: ca@byoghavn.dk

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206