SKANDINAVIENS STØRSTE OG SKÆVESTE HOTEL ER ÅBNET I ØRESTAD

13. maj 2011

Mandag den 16. maj var der gallaåbning på Bella Sky Comwell hotel i Ørestad. Hotellet er et markant vartegn for Ørestad med sine to tårne, der står tæt, men dog hælder væk fra hinanden. Det 75 meter høje design hotel rummer 814 værelser, 30 konferencerum, tre restauranter, to barer samt spa- og wellness faciliteter.


Bella Sky Comwells to tårne står tæt som et dansende par i bevægelse. Tårnene hælder til hver sin side og skaber en forskydning, der sikrer, at alle gæsterne får fuldt udbytte af den storslåede udsigt over Amager Fælled og langt ind over Københavns skyline.

Arkitektfirmaet 3XN har designet Bella Sky som et vartegn i Ørestad. Tårnene rager højt op over den flade Amager Fælled og bliver endnu et moderne supplement til Københavns historiske skyline i den nye bydel.

Hotellet er et bæredygtigt byggeri. Grundlægger og kreativ chef Kim Herforth Nielsen fra 3XN forklarer: ”Det var afgørende for os at bygge et bæredygtigt hus. Det indebærer blandt andet, at huset skal isoleres mod både solindfald og varmetab, og derfor måtte facaden højst bestå af 50 % glas. Facadens mønster har denne isolerende effekt. Desuden bygger mønstret, der er dannet af skrå og lodrette linjer, videre på husets udtryk ved at følge tårnenes drejning.”

Restauranter og andre faciliteter

Bella Sky comwell lover, at både barer og restauranter er en mindeværdig oplevelse. Og der er nok at vælge imellem: 

  • The Balcony er en a la carte restaurant med internationalt køkken med nordisk inspiration. Beliggende på 1. sal, svævende som en balkon ud over receptionen
  • BM er en buffet-morgenmadsrestaurant, ligeledes beliggende på 1. sal. 
  • Library Bar er en restaurant hvor måltiderne har islæt fra fransk bistro og atmosfæren er rolig og uforstyrret. Den ligger i stueetagen i den dybeste ende af hotellet. 
  • Lobby Bar frister med god kaffe, lækre drinks og klassiske caféretter. Baren og loungen ligger i stueetagen lige ved hotellets indgang, tæt på receptionen. 
  • Endelig er der Sky Bar, en eksklusiv bar og longe med champagne, kaviar og cocktails og en helt enestående udsigt fra hotellets 23. etage. Man kan også spise morgenmad, frokost og middag i den eksklusive bar.

Restauranter og barer er åbne for alle. Man behøver ikke være gæst på hotellet for at snuppe en ’night cab’ i Sky Bar.

Foruden restauranterne byder hotellet bl.a. på særlige allergi venlige værelser, en hel etage af værelser kun for kvinder, en stor fitness- og spa afdeling med varme og kolde bassiner, saunaer og mange forskellige krops- og ansigtsbehandlinger. Der er også butikker, hæveautomat, blomsterværksted og posthus på hotellet.

Bella Sky Comwell er med sine 814 værelser skandinaviens største hotel. At det skal være så stort skyldes selvfølgelig placeringen og sammensmeltningen med Bella Center, som nu rykker op i en helt ny international liga, når det kommer til at tiltrække kongresser og konferencer. Bella Center har en kapacitet på op til 15.000 gæster på en gang.

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206