HOP, LØB OG DANS PÅ PLUG N PLAY TIL ØRESTAD KULTURDAGE

1. september 2011

Lørdag den 3. september bliver en forrygende dag på PLUG N PLAY i Ørestad Syd. Som en del af Ørestad Kulturdage kan du opleve nogle af verdens største parkourstjerner, selv prøve parkourbanen, stå på rulleskøjter til lyden af lækker reggae, plaske rundt og spille kajakpolo, bygge en drage samt meget andet.


PLUG N PLAY byder på tonsvis af aktiviteter lørdag d. 3. september - hent e-flyer

Farvestrålende underlag får banerne til at træde tydeligt frem på det 25.000 kvadratmeter store urbane aktivitetsområde PLUG N PLAY i Ørestad Syd. Lørdag den 3. september kan du være med, når foreningerne i området slår dørene op for masser af aktiviteter. Du kan også låne bolde til fodbold, basket og beach-volley banerne og hygge dig med snobrød i de urbane haver.

Et af de helt store events bliver parkour-arrangementet Jumpenhagen. Parkour er en bevægelseskunst, hvor det gælder om at komme fra et punkt til et andet på den hurtigste og mest effektive måde – kun ved at bruge sin krop. Du kan opleve parkourgruppen Team Jiyo sammen med de internationale parkourstjerner Erik Mukhammetshin fra Rusland, tyske Jason Paul, Pasha fra Letland, George Mayfield fra England og svenske Cato. De vil både stå for et fascinerende show og en workshop, som du kan deltage i.

 
Se parkourstjernernes fascinerende film og læs mere om PLUG N PLAY

Om aftenen bliver lysprojektørerne tændt på PLUG N PLAY, og en dj spiller op, når 'Jump into the night' går i gang. Her kan du træne som en ægte Ninja i mørket eller lade dig inspirere af Team JiYo og deres internationale gæsters bevægelser.

Rulleskøjtereggae og hurtigløb
På PLUG N PLAY kan du også begive dig ud på asfalten med hjul under fødderne. Vesterbro Rulleskøjteklub præsenterer rulleskøjtesporten som en af de mange bevægelsesmuligheder på PLUG N PLAY, der byder på alt fra leg og hygge til seriøs sport.

”Der bliver sat en forhindringsbane op, hvor alle fra nybegyndere til erfarne speedskatere får en udfordring for balanceevnen. Bagefter vil der være en introduktion til hurtigløb, og især børn plejer at blive fristet til at konkurrere om, hvem der er hurtigst,” siger Jan Scholtyssek fra Vesterbro Rulleskøjteklub.

I de Urbane Haver er der idyl, knitrende bål og snobrød, mens festen for alvor åbnes, når der er Roller-Reggae og hockey på den store rulleskøjtebane. Det sker til lyden af nogle af Københavns gladeste reggae dj’s, og alle former for hjul er velkomne - rulleskøjter, skateboards og løbehjul.

Drageklub.dk rykker ud med stort drageværksted, og der er masser af plads på PLUG N PLAY til, at du efterfølgende kan afprøve din nye drage.

Kajakpolo for alle
Bolden skal i nettet, og du skal gøre det fra en kajak, mens dine modspillere jagter dig. Det er vådt, sjovt og lidt hårdt men helt umuligt ikke at blive grebet af stemningen. Hvis du medbringer håndklæde og badetøj, kan du helt gratis få lov at prøve kajakpolo samt låne våddragt og redningsvest.

Du behøver ikke at have prøvet det før, og kajakpolo spilles i sit-on-top kajakker, så det er let at komme ud og ind af dem, hvis du skulle ryge i kanalen.

Vi giver en øl fra Amager Bryghus (eller en vand) og en pølse, så længe lager haves, når der bliver tændt op i grillen. Du er også velkommen til at tage kød med selv. Søren Schou – meget bedre kendt som Pharfar og bagmand i bl.a. Bikstok Røgsystem - giver den gas med dub og dance hall.

Brugerdreven innovation
Ud over de klassiske sportsgrene som basketball, fodbold og volleyball har det været en bevidst ambition at give plads til foreningerne bag nogle af de nyere, mere street-orienterede sportsgrene på PLUG N PLAY.

”Foreningerne er med til at fylde PLUG N PLAY med liv til hverdag, og den 3. september får alle københavnere muligheden for at opleve netop det. PLUG N PLAY er åben for alle – gratis og hele året rundt, men det er i høj grad foreningerne selv, der driver værket på PLUG N PLAY i dagligdagen. En af aftalerne med dem er netop, at de nogle gange om året skal holde store åbent hus arrangementer. Her får både Ørestadsborgerne og interesserede udefra chancen for at prøve fx parkour under kyndig vejledning af de største navne. Det giver helt sikkert folk lyst til at besøge PLUG N PLAY igen en anden gang,” siger Rikke Faaborg Jarmer, som er udviklingschef i By & Havns bylivsafdeling.

Dagens program

  • Kl. 12.00: Forhindringsbane og teknikøvelser. Leg på rulleskøjter 
  • Kl. 12.00: Velkomst til en dag med Team JiYo på Parkourbanen
  • Kl. 12.00: Bål, snobrød og havehygge i de Urbane Haver
  • Kl. 12.45: Introduktion til hurtigløb
  • Kl. 13.00: Små hurtigløbskonkurrencer (både begyndere og øvede)
  • Kl. 13.00: Ronald Reggae.. Byg din egen drage med Drageklub.dk
  • Kl. 14.00: Roller-Reggae og Street Hockey
  • Kl. 14.00: Workshop med Erik Mukhammetshin (Rusland), Jason Paul (Tyskland), Pasha (Letland), George Mayfield (England) & Cato (Sverige)
  • Kl. 15.00: Bubbles Hifi, grillpølser og øl
  • Kl. 17.00: Pharfar + guest
  • Kl. 18.00: Parkourshow ved Team JiYo
  • Kl. 20.00: JUMP INTO THE NIGHT! – Projektørerne tændes, så nattens ninjaer kan fyre deres moves af med Team JiYo og deres internationale gæster.
  • Se hele programmet her

Pressekontakt:
By & Havn:
Carsten Arlund
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206