ØRESTAD ER GOD PÅ FILM

14. januar 2011

Ørestad har efterhånden været brugt som location i adskillige musikvideoer, film og serier, blandt andet Kanal 4’s Topmodel og DR 1’s Forbrydelsen. Ifølge location manager på DR skyldes det bydelens unikke identitet, arkitektur og natur, som ikke minder om nogen andre dele af København.


Ørestad ligner ikke resten af København, og bydelen er godt i gang med at skabe sin helt egen identitet. Netop derfor er Ørestad blevet en foretrukken location, når der skal optages scener til film og serier, der kræver anderledes og interessante omgivelser. Senest har man kunnet se scener fra Ørestad i DR’s søndagsserie, Borgen, ligesom VM Bjerget har spillet en central rolle i Forbrydelsen på DR samt i Topmodel på Kanal 4, hvor pigerne var indlogeret i en taglejlighed i det prisbelønnede byggeri. Derudover medvirker både 8TALLET og Stævnen i Max Kestners dokumentar ”Drømme i København” og også adskillige musikvideoer er blevet optaget i Ørestad, herunder Joey Moes ”Du ’ En Éner”, hvor 8TALLET er baggrund.


Søren Dahl, som er freelance location manager og har været med på flere af de store serier på DR, fortæller, at Ørestad har mange fordele som location.
”Ørestad er et oplagt sted at optage, hvis man ønsker noget nyt. Der er mange spændende og nye byggerier, som VM Bjerget, Stævnen og 8TALLET, og stilen i Ørestad er noget andet end i resten af København. Blandingen af noget øde og noget helt nyt er fascinerende, og i 8TALLET har man nærmest følelsen af at stå ved verdens ende og samtidig være i et storslået arkitektonisk byggeri. Man har turdet noget mere i Ørestad, og der er vinkler og farver, som er ret unikke”, fortæller Søren Dahl.


Han uddyber også, at mange instruktører kan lide område.
”Jeg kan mærke, at en del instruktører også finder stedet spændende. Vi har været i Ørestad i forbindelse med forskellige optagelser, og vi har både Gymnasiet, VM Bjerget, 8TALLET og Stævnen i kikkerten til optagelser. De er alle spændende og anderledes byggerier og gode locations”, fortsætter Søren Dahl.


Ørestad har en unik identitet
By & Havns adm. direktør, Jens Kramer Mikkelsen, glæder sig over Ørestads potentiale som locationområde.
”At Ørestad benyttes som location i film og serier viser, at det er lykkedes at skabe en ny bydel, der har sin helt egen identitet. Ørestad er unik, og ikke mange andre steder i Danmark finder man en bydel med så mange helt nye og spændende byggerier. Vi er selvfølgelig meget glade for, at så mange mennesker har fået øjnene op for Ørestads potentiale”, siger Jens Kramer Mikkelsen.

Udover at VM Bjerget har kunnet ses i DR’s søndagsserier adskillige gange, har Bjarke Ingels byggeri også dannet rammerne om Kanal 4’s Topmodel. 13 smukke modelaspiranter flyttede i foråret ind i en penthouse lejlighed i Bjerget, som udgjorde pigernes hjem under hele programmet. Efterhånden blev de sendt hjem én efter én, men to af pigerne fik lov til at bo i lejligheden i hele 13 uger.

”Vi faldt for VM Bjergets eksklusivitet og lækkerhed. Penthouse lejlighederne er super lækre med store, åbne vinduer, der giver en smuk udsigt over Ørestad. Det gav sådan en ’højt at flyve’ fornemmelse, som passede rigtig godt ind i Topmodel universet”, siger Maria Thastum, som er underholdningschef på Kanal 4.
Hun fremhæver også VM Bjergets beliggenhed i Ørestad som en fordel.
”VM Bjerget ligger med en smule afstand til resten af København, og det er også en stor fordel, når man laver et program, hvor pigerne skal være afskåret og ’hemmelige’ i så mange uger”, fortæller Maria Thastum.

Det er især de prisbelønnede byggerier som VM Bjerget og 8TALLET, der er populære locations, men også Stævnen og Gymnasiet har location potentiale. Desuden er naturen og udsigten fra byggerierne Ørestads store force, og det er formentlig ikke sidste gang, Ørestad danner rammen om serier, film eller musikvideoer. 


Kanal 4's program "Topmodel" optaget i VM Bjerget

Pressekontakt:
Kommunikationschef i By & Havn
Pernille Garde Abildgaard
T: 2916 0586

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206