ØRESTAD CITY FEJRER TOPMODERNE PARKERINGSHUS

31. oktober 2011

Ørestads næste parkeringshus kunne i dag fejre rejsegilde. Byudviklingen er gået stærkt i området, og de mange beboere og medarbejde kan se frem til et moderne og klimavenligt parkeringshus.


 

I området omkring Edvard Thomsens Vej i Ørestad City har byggeaktiviteten været høj de sidste par år. Her er både kommet nye boliger og arbejdspladser, og en Irma er på vej. By & Havn har stået for opførelsen af et nyt p-hus, som i dag kunne fejre rejsegilde. P-huset vil med sin store kapacitet på 747 parkeringspladser være med til at løfte opgaven at servicere de mange tilflyttere i området.

P-huset bliver nabo til en række forskellige bebyggelser. Her i blandt finder man det nyopførte 50+ boligbyggeri, ungdomsboligerne i Signalhuset og ejerlejlighederne i Puls. P-huset er placeret i gåafstand til Copenhagen Golf Park, Byparken og Field’s, og kommer derfor også til at betjene gæster med ærinder i Ørestad City.

”Med den snarlige åbning af parkeringshuset på Edvard Thomsens Vej, er vi glade for at kunne tilbyde effektiv parkering til de mange nytilkommende i Ørestad City. Vi kan med det klimavenlige og topmoderne parkeringshus sikre parkeringsbehovet for området, og så er det jo også pakket flot ind,” siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn.

Det nye p-hus er konstrueret ud fra høje klimastandarder. Eksempelvist har ingeniørerne udformet op- og nedkørselsramperne, så bilerne skal køre mindst muligt for at finde en plads. Den særlige placering gør, at bilerne skal køre en kilometer mindre pr. besøg i p-huset, hvis man sammenligner med gængse parkeringshuse.

Københavns teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal hilser det innovative parkeringshus velkommen:

”I København har vi fokus på at byen er grøn, bæredygtig og tager hånd om klimaet. Derfor glæder dig mig, at det nye p-hus i Ørestad er både miljørigtigt og energieffektivt. Samtidig er det vigtigt at byggerier som dette passer ind i lokalmiljøet og tager hensyn til beboerne omkring det. Det ved jeg der også er tænkt over på Edvard Thomsens vej,” siger Ayfer Baykal. 

Som noget nyt har p-huset et intelligent udluftningssystem. Facaderne er perforerede med store huller, der skaber en naturlig udluftning, og den elektriske udluftning sættes kun i gang, hvis koncentrationen af bilos overstiger et vis niveau. Samtidigt danner de perforerede aluplader et skovmotiv på facaden – samme teknik man har anvendt på det prisbelønnede bolig- og parkeringshus, VM Bjerget.

Hele oplyses huset indvendigt med LED-lys, som godt nok har været en stor investering, men som kapper ca. halvdelen af CO2-belastningen af husets elforbrug. De energibesparende lamper er især vigtige, fordi der er sat meget lys op i p-huset. Ved at øge lyset i p-huset og ved helt at undgå at lave hjørner og vægge inde i p-huset, har man skabt en åben og overskuelig konstruktion.

Det nye p-hus indeholder også mindre kontorfaciliteter, der skal bruges af By & Havns parkeringskontor. Efter færdiggørelsen af parkeringshuset flyttet kontoret derfor fra den midlertidige placering i Ørestad Syd til de mere moderne forhold i Ørestad City.



Fakta om det nye p-hus på Edvard Thomsens Vej 

  • Adressen bliver Edvard Thomsens Vej 4 
  • P-huset kan rumme 747 biler 
  • Etagedækkene får en særlig belægning, der minimerer støj fra dækkene 
  • Der etableres støjværn mod naboerne, så støjen fra p-huset ikke overstiger 40 db 
  • P-huset får et avanceret tilvisningssystem, så bilisterne nemt og hurtigt kan se, hvor den nærmeste ledige plads er

Pressekontakt:
Peter Presmann, By & Havn
E: pep@byoghavn.dk  
T: 2116 6847


Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206