OPLEVELSER PÅ STRIBE TIL KULTURNAT I ØRESTAD

12. oktober 2011

På fredag er der Kulturnat overalt i København. Også i Ørestad står arrangementerne i kø for at give dig kulturelle oplevelser. Blandt meget andet kan du opleve special effects i DR Byen, lege med din højdeskræk på IT-Universitetet, se teater på Humanistisk Fakultetsbibliotek eller læse levende litteratur på en husmur.


 

Både Ørestad Nord, Syd og City venter på at overraske dig, når bydelene på fredag byder på massevis af forskellige oplevelser som en del af Københavns Kulturnat. For 90 kroner kan du få fingre i Kulturpasset, som giver fri adgang til Kulturnattens mere end 500 arrangementer og gratis transport med tog, S-tog, bus og metro i hele hovedstadsregionen fra klokken 17 til 05. Det kan købes på de fleste togstationer.

Oplev et af verdens grønneste hoteller
Crowne Plaza Copenhagen Towers er et af verdens grønneste hoteller samt stedet, hvor regeringsforhandlingerne for nylig fandt sted. Nu kan du komme helt tæt på. Både i 2010 og 2011 har hotellet modtaget internationale priser for sin miljøindsats. Til Kulturnat får du en sjælden mulighed for at høre om Danmarks første klimaanlæg baseret på grundvand, opleve Europas største solcellepark på en bygning og besøge et værelse på toppen af København, hvor alle produkter på badeværelset er bio-nedbrydelige. Der vil være rundvisning på hotellet hver hele time. www.cpcopenhagen.dk

Kom ind bag kameraerne i DR Byen
DR Byen i Ørestad Nord byder på over 35 indendørs aktiviteter for hele familien fra klokken 18 til 23 på Kulturnatten. Leg dirigent som i TV-programmet Maestro og lyt med, når finalisten Simon Juul svinger dirigentstokken i Koncerthuset, mød dukkerne fra DR Ramasjang, se en 60 år gammel sendevogn, oplev special-effects, kom ind i TV-avisens studier eller kostumelageret, tag til jazz-koncert og meget, meget mere. www.dr.dk/kulturnatten

Litterært lysshow på husgavl
Oplev levende litteratur i formatet 4x8 meter, når smagsprøver fra den kommende, beboerskabte bog om Ørestad, Slipset, bliver blæst op på muren ved Københavns Universitet, Emil Holms Kanal klokken 20 til 22. Skaberne beskriver projektet som en blanding af at læse en bog og se en film i biografen. Kunstneren Hvasseline og forfatteren René Fredensborg vil læse deres tekster op live, ligesom tilskuerne kan sms´e egne digte, der vises som finale på aftenen. www.orestadkultur.dk

 

Farverige lysinstallationer åbner Kulturnatten i Ørestad Nord
Sammen med Lyskastellet skaber Illumenarts tre lysinstallationer på DR, IT-Universitetet og Fakultetsbiblioteket, der alle åbner husene på Kulturnatten. Ved DR’s hovedindgang skabes en poetisk vandspejling, ved ITU’s indgange en abstraktion over universitets indre prikkede lyskunstværk, og på Fakultetsbibliotekets industrielle rørsystem sættes der et eventyrligt lys i mange farver. Samme aften vil være sidste mulighed for at se installationen Colour Me Up, som blev skabt til Ørestad Kulturdage. www.illumenarts.dk

Bliv overrasket på IT-Universitetet
På IT-Universitetet i Ørestad Nord er der masser af aktiviteter for hele familien til Kulturnatten fra klokken 17 til 23. Du kan prøve et træningsprogram, som hjælper dig af med højdeskrækken, få forklaret nærmest uforståelige matematiske beregninger på en sjov måde, røre ved interaktive vægge, høre foredrag eller spille det anmelderroste Xbox-spil Joust, hvor du udkæmper drabelige dyster i en skør middelalderverden. Samtidig holder Game Lab og IT-biblioteket åbent, så du kan prøve de nyeste spil til Xbox, Playstation og Wii. www.kulturnatten.dk

Hør stemmer på Humanistisk Fakultetsbibliotek
På det Humanistiske Fakultetsbibliotek er Kulturnattens tema stemmer, og udover rundvisning på det store bibliotek vil der være oplæsning af verdenslitteratur på originalsprog, fængende radiomontager produceret af studerende på Institut for Kunst og Kulturvidenskab og teaterstykket "The Tell-Tale Heart" af Edgar Allan Poe, fortolket af skuespiller Louise Pøhler og percussionist Kim Larsen. http://hum.ku.dk 

Lad dig inspirere af international kunst i 8TALLET
Til Kulturnatten vil der være fernisering på Projekt8 i det prisbelønnede byggeri 8TALLET i Ørestad Syd. Det er den fjerde af i alt otte udstillinger af værker lavet af elever fra europæiske kunstakademier, og denne gang er det fra akademiet i Wien. Så er du nysgerrig på, hvad der sker lige nu i kunstens internationale vækstlag, så kom til fernisering mellem klokken 17 og 22. http://projekt8.dk

Workshops på Ørestad Gymnasium
Fra klokken 17 til 20 kan du se resultaterne af to dages workshop på Ørestad Gymnasium. Du kan blandt andet beundre smukke kostumekreationer lavet af workshopdeltagerne og en professionel kostumier eller se hvad kulturdagenes reportagehold har fanget med deres kameraer. www.oerestadgym.dk

Pressekontakt:

Redaktør Carsten Arlund, By & Havn
T: 2075 1701
E: ca@byoghavn.dk

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206