NYT RÆKKEHUSKVARTER PÅ VEJ I ØRESTAD NORD

26. oktober 2011

Ørestad Nord får nu sit eget rækkehuskvarter med byhuse i tre etager og med egen for- og baghave. Husene kommer til at hedde ’Radiorækkerne’ og er en nyfortolkning af de kendte kartoffelrækkehuse, som man bl.a. kender fra Østerbro.


Der er tale om i alt 87 byhuse, der fordeler sig over ca. 10.150 m² beliggende på en af de sidste ledige byggegrunde i Ørestad Nord. Husene er ca. 116 m² og opføres med stueetage, 1. og 2. sal og indrettes med køkken/alrum, stue, soveværelse, to børneværelser, badeværelse, gæstetoilet og for- og baghave samt grønne tage. Husene opføres i 3-4 etaper og forventes at stå færdige i 2014. De udbydes til en pris på 2,8 til 3,6 mio. kroner alt efter placeringen i området.

Radiorækkerne er udarbejdet i et samarbejde mellem By & Havn og Tetris Ejendomsudvikling og afventer pt. godkendelse af en ny lokalplan for området.

Blandet bydel med mange muligheder

I dag bor der ca. 2.000 københavnere i Ørestad Nord. Udover både ejer-, leje- og almene boliger, er Ørestad Nord i dag mest kendt for det markante, blå DR Koncerthuset tegnet af Jean Nouvel samt det karakteristiske runde Tietgenkollegiet af arkitekterne Lundgaard & Tranberg.

”Ørestad Nord er beviset på, at vi mener det alvorligt, når vi taler om at bygge by med diversitet. Her finder man nemlig både store volumener som DR Byen og Københavns Universitets Søndre Campus samt boliger i etagebyggeri, prisbelønnede kollegieboliger og almene boliger. Nu får bydelen også byggeri i en mindre skala – nemlig byhuse med egen lille for- og baghave lige midt i København. Ørestad Nord opfylder mange forskellige boligbehov”, siger adm. direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen. Han fortsætter:

”I By & Havn tror vi på, at den blandede by er den bedste by – og samtidig er det jo bare glædeligt, hvis vi med Radiorækkerne har udviklet et boligtilbud, der sikrer, at familier kan blive i byen frem for at flytte fra byen.”

De 87 byhuse kommer med sin beliggenhed i Ørestad Nord til at ligge kun 1,5 km fra Rådhuspladsen og omgivet af boldbaner, vandløb, havnebad og Amager Fælleds storslåede natur. Parkering foregår udenfor bebyggelsen, så kvarteret er bilfrit, og mellem husene kommer der til at løbe en grøn kile med fællesarealer, hvor børn trygt kan lege med afstand til byens trafik. Her er tale om en unik kombination mellem at bo i eget hus i byen – og alligevel være tæt på alt det grønne.

Islands Brygges særlige miljø er få gader derfra. Metroen afgår lige om hjørnet 24 timer i døgnet, og en skole, flere daginstitutioner, Grønningen i Ørestad Nord med mange idrætsmuligheder og den nyåbnede Coop-butik ’C’ giver de kommende beboere et væld af muligheder. Sydøst for Radiorækkerne strækker det imponerende og fredede naturområde ved Grønjordssøen på Amager Fælled sig, og langs den ene side af kvarteret flyder den landskabelige kanal med rig mulighed for kajakroning.

Energirigtigt byggeri

Danielsen Architecture har tegnet byggeriet, som opføres af Tetris.

Københavns Kommune har udviklet en politik for klimatilpasning, der blandt andet skal sikre, at den fremtidige byudvikling lever op til kommunens ønsker om, at København reducerer sit CO2-udslip med 20 % i 2015 samt opnår at blive CO2-neutral i 2025.

I Radiorækkerne har man sat fokus på at efterkomme denne politik med forskellige tiltag; bl.a. etableres der grønne tage, hvilket forsinker den lokale vandafledning. Desuden er der arbejdet med emnerne arealanvendelse, energi, vand, grønne og blå områder, byens rum og identitet samt langtidsholdbarhed.

Interesserede potentielle købere kan allerede nu henvende sig på E: tk@tetris.as. Tetris er ved at indgå aftale med en ejendomsmægler om salg af boligerne.

Pressekontakt:

Redaktør Carsten Arlund, By & Havn
T: 2075 1701
E: ca@byoghavn.dk

 

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206