KÆMPE MARITIMT PINSESTÆVNE I NYHAVN

18. maj 2011

I pinsen er der masser af liv på kajer og kanaler med åbent hus, sejladser og aktiviteter for børn og voksne


120 historiske sejlskibe fra hele landet samles i pinsen den 9. til 12. juni for at fejre 40 års jubilæet for stiftelsen af Træskibs Sammenslutningen - foreningen for varetagelse af ældre brugsfartøjer.

Besætningerne på de gamle træskibe gør en kæmpe indsats for at bevare den traditionelle stil, som vil kunne opleves ved at hoppe om bord og gå på opdagelse. Arrangørerne af pinsetræffet venter tusindvis af interesserede til Nyhavn og Havnegade, hvor skibene ligger til kaj. Både på land og på vand vil der være alskens maritime aktiviteter. Alt sammen til duften af hav og tjære.



Gamle håndværk bliver demonstreret og der er ”Åbent Skib” på mange af fartøjerne. Børnene kan få en rigtig sømandstatovering og alle kan lære at binde rigtige sømandsknob. Derudover vil der naturligvis være ægte sømandsviser akkompagneret af harmonika.

Der er også delikatesser og husflidsprodukter fra landets forskellige egne, alt sammen bragt til København på den gammeldags facon, nemlig i last og skibsdæk. Fra fredag til søndag er der således maritim markedsplads i dagtimerne, hvor man kan købe varer fra Fejø, Ærø, Bornholm og Aalborg.



For skibsinteresserede er stævnet en unik lejlighed til at studere velbevarede skonnerter, galeaser, jagter, slupper og andre typer træskibe. Hensigten med stævnet er, at vise Danmark som søfartsnation i fortid, nutid og fremtid, og præsentere den maritime kulturarv i de smukke rammer omkring Nyhavn.

Tryk på flyeren for mere information. Her kan du også se det fulde program.