NY KRYDSTOGTKAJ I NORDHAVNEN ER UNDERVEJS

29. april 2011

By & Havn har valgt ingeniørvirksomheden NIRAS som rådgiver på en helt ny krydstogtkaj, som skal opføres i forbindelse med Nordhavnsudvidelsen. Krydstogtkajen bliver tilgængelig for offentligheden, og den forventes at stå klar til at tage imod de første skibe d. 1. maj 2013.


Københavns popularitet som krydstogtdestination stiger fortsat, og den danske hovedstad er nu den mest besøgte krydstogtby i Østersøregionen. Og det kræver udvidet kapacitet, hvis det stadig stigende antal skibe skal kunne fortsætte med at have anløb i Københavns Havn. I forbindelse med byudviklingen i Nordhavnen etableres der derfor en 1100 meter lang krydstogtkaj med plads til tre voyager class skibe, som er store krydstogtskibe, ad gangen.

Rådgivningen har været udbudt ved EU-licitation, og NIRAS afgav det mest fordelagtige tilbud. Derfor er de valgt som rådgivende ingeniører på projektet, og hos NIRAS glæder man sig over samarbejdet med By & Havn.

"NIRAS er både glad og stolt over at være rådgiver for By & Havn ved udvidelsen af Københavns Nordhavn med en ny krydstogtkaj og depotarealer, der senere skal udvikles til fremtidens containerterminal for regionen. Det er et projekt, der rummer mange udfordringer, både teknisk og funktionelt, men ikke mindst i tilknytning til en meget stram tidsplan, der skal sikre at krydstogtkajen kan benyttes fra maj 2013. Vi er også glade for at kunne videreføre det gode samarbejde, vi har haft med By & Havn i tilknytning til andre projekter i havnens udvikling, herunder Marmormolen, Orientkaj, Svanemøllehavnen og Prøvestenen”, siger projektleder i NIRAS, Ulf Ole Andersen.

Behov for udvidelse

Arnt Møller Pedersen fra Copenhagen Malmö Port understreger, at de eksisterende faciliteter ikke vil være tilstrækkelige, efterhånden som krydstogtturismen vokser.

”Over de sidste ti år er antallet af krydstogtpassagerer i Københavns Havn firdoblet, og antallet af anløb af krydstogtskibe er nu dobbelt så højt. Der er helt klart et stort behov for nye faciliteter, som imødekommes med den kommende Krydstogtkaj”, siger Arnt Møller Pedersen.

Også hos By & Havn glæder man sig over at kunne tage hul på opførelsen af den kommende krydstogtkaj, som bliver offentligt tilgængelig og miljøvenlig.

”Vi er meget glade for, at vi har fået rådgiveraftalen med NIRAS på plads og nu kan begynde arbejdet med projekteringen af Nordhavnsudvidelsen og den kommende krydstogtterminal. Kajen kommer både til at betjene krydstogtturismen, som fortsat vil stige over de næste år. Det er en stor opgave, vi står overfor, men når krydstogtkajen står færdig til sæsonen 2013, kommer den København til gode på mange områder”, fortæller Havnebygmester og Anlægschef i By & Havn, Hans Vasehus Madsen.

Østersøregionen er nu det tredje største krydstogtmål i verden, kun overgået af Caribien og Middelhavet. Dermed har Østersøregionen overgået Alaska, og samtidig er København den mest besøgte by i Østersøregionen. Den kommende krydstogtkaj vil efter planen stå klar til at tage imod de første skibe 1. maj 2013. 

Yderligere informationer

kommunikationschef i By & Havn, Pernille Garde Abildgaard, M: 2916 0586

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206