NY BLOMSTERBUTIK ÅBNER I 8TALLET I DAG

1. april 2011

I dag åbner Ørestad Syds første butik. Butikken Hjerteblomst ligger i 8TALLET og sælger blomster, brugskunst, tøj og kunst. I dag er der reception og indvielse i butikken, hvor alle er velkomne til at komme og tage et nærmere kig på den hyggelige blomsterbutik.


Flere og flere butikker og caféer finder vej til Ørestad, men indtil videre har Ørestad Syd ikke haft nogle. Kvarterets første butik er en blomsterbutik, som er ejet af Linda Hargreave. Butikken har tidligere ligget i Dragør, men Linda ønskede en ny og større forretning. Derfor har hun de sidste tre år ledt efter lokaler i Ørestad, men først da hun stødte på lokalerne i 8TALLET, slog hun til.

”Egentlig var det min kæreste, som præsenterede mig for byggeriet. Og det viste sig, at lokalerne var meget unikke. Det er svært at finde lokaler, hvor blomsterne kommer til deres ret, men i 8TALLET er der højt til loftet, og der er et fantastisk lys i Ørestad, som komplimenterer blomsterne rigtig godt. Butikken er blevet meget fin med kinesiske vægge, gamle paller, stole af genbrugsmateriale, der giver en hyggelig stemning”, fortæller Linda Hargreave.

Kontrastfyldt og inspirerende område

Linda fortæller, at hun ser frem til at komme til Ørestad med sin blomsterbutik, og at hun føler sig inspireret af 8TALLET.

”Jeg er meget inspireret af byggeriet og forelsket i området. Jeg tror, det bliver rigtig godt at komme til Ørestad, da byggeriet og områdets råhed er en god kontrast til de feminine blomster, brugskunsten og de økologiske krydderurter, som er i butikken. I Ørestad møder det feminine og det rå hinanden, og det komplimenterer hinanden godt, så jeg glæder mig meget til at åbne butikken. Desuden er jeg meget glad for, at jeg har fundet så flotte lokaler til meget rimelige vilkår”, siger Linda.

Udover det daglige virke i butikken laver Linda også bindinger til bryllupper og ”Ugens Buket”, som kan købes i butikken.

Bylivet er godt på vej

Hos By & Havn glæder udviklingschef Rikke Faaborg Jarmer sig over, at bylivet i Ørestad Syd begynder at spire:

”Ørestad Syd er stadig et meget nyt kvarter, men bylivet er allerede godt på vej. Café 8TALLET har fået en forrygende start, og nu får beboerne også en fin og unik blomsterbutik. Hver weekend trækker kvarteret 500-600 gæster til, så der er et enormt potentiale. Vi håber, butikken bliver en succes, og at der bliver fint fremmøde til receptionen i dag”, siger Rikke Faaborg Jarmer.

Ud over de mange gæster og beboerne i de eksisterende bygninger i Ørestad Syd kommer Hjerteblomst til at nyde godt af, at yderligere tre boligbyggerier er under opførelse i kvarteret.
Receptionen finder sted i butik Hjerteblomst, som ligger i stueetagen i 8TALLET. Alle er velkomne til at kigge forbi.

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206