MILEPÆL FOR 114 PLEJEBOLIGER I ØRESTAD SYD

26. maj 2011

Om præcis et år, i maj 2012, åbner 114 nye plejeboliger og et nyt plejecenter i Ørestad Syd. I dag kunne Boligselskabet AKB indmure grundstenen i byggeriet på hjørnet af Asger Jorns Allé og Robert Jacobsens Vej. Plejeboligerne vil ændre beboersammensætningen i det ellers meget unge kvarter og medvirke til diversitet.


Husets stueetage har en åben og transparent facade, hvor tilbud som frisør og café lægges ud mod Asger Jorns Allé, så fornemmelsen af liv forstærkes på gadeplan. På plejecenterets nabogrund er der gang i byggeriet af 49 almene boliger på og umiddelbart vest for 8TALLET bygges netop nu 36 rækkehuse. Hertil kommer 120 kollegieboliger og 83 almene familieboliger med udsigt over Kalvebod Fælled, der forventes at gå i jorden snart.

”Der er grøde i markedet lige nu. Det er helt tydeligt, at der er flere købere og lejere til både boliger og erhvervsfaciliteter nu end for bare et år siden”, siger Jens Kramer Mikkelsen.

Blandt Ørestads ca. 7.000 beboere er godt 70 % mellem 20 og 50 år, men den statistik vil ændre sig en smule, når Ørestads første plejecenter om et år byder 120 nye beboere velkommen. I Ørestad City er 89 almene 50+ boliger også ved at være klar, og det vil selvsagt også skubbe til aldersfordelingen i den unge bydel.

En ny bydel skal indeholde meget for at fungere - herunder også plejeboliger - så ønsket om at placere et plejecenter i Ørestad er helt rigtigt tænkt af Københavns Kommune. Netop denne beliggenhed er helt ekstraordinær - meget tæt på Vestamager station, Kalvebod Fælled i baghaven og trukket lidt tilbage fra trafikken på Ørestads Boulevard når karréen er udbygget. Sidst, men ikke mindst, er det spændende at være med der, hvor moderne byudvikling og arkitektur får mulighed for at udfolde sig i så stor skala som Ørestad er”, siger projektleder i KAB, Carsten Bjørneboe. Det er KAB, der står for byggeriet på vegne af bygherren Boligselskabet AKB København.


Borgmester for Sundheds- og omsorgsforvaltningen Ninna Thomsen (F) er med til at mure grundstenen  

”Et kvarter som Ørestad Syd skal naturligvis have plads til både unge og ældre. Det skaber et bedre bymiljø, og kvarteret har meget at byde på for alle aldersgrupper. Især børnefamilierne og par uden børn har taget godt imod Ørestad Syd, men endnu mangler den spredning i aldersgrupper, vi kender fra andre bydele, så vi byder de nye beboere velkommen”, siger adm. direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen.

Plejecenteret omfatter ca. 7.900 m2 boliger og ca. 2.100 m2 serviceareal fordelt på syv etager, og det får 70 ansatte. Ud af de 114 boliger i centret etableres der seks større boliger, der er beregnet til et ægtepar/par, hvor kun den ene part er godkendt til en plejebolig. Alle boliger får to værelser således, at soverum og opholdsrum kan adskilles, hvis beboeren ønsker dette, og har som minimum en privat altan. På taget mod øst etableres en tagterrasse for alle plejecenterets beboere. Boligselskabet AKB København er bygherre, og JJW Arkitekter har tegnet byggeriet.

Pressekontakt:
Kommunikationschef i By & Havn, Pernille Garde Abildgaard, T: 2916 0586

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206