METRO TIL NORDHAVNEN ER EN GOD FORRETNING

8. november 2011

En ny undersøgelse viser, at der er mange penge at spare og cirka 4.000 jobs at hente, hvis byggeriet af en metrolinje til den nye bydel i Nordhavnen sættes i gang i sammenhæng med Cityringen. Dog er det nødvendigt, at beslutningen træffes allerede i begyndelsen af 2012.

 


Klik på illustrationerne for at downloade dem i stort format

En ny bydel er under udvikling i Nordhavnen. I den forbindelse har By & Havn og Metroselskabet undersøgt mulighederne for at forlænge Cityringen til området.

Resultatet foreligger nu i form af rapporten ”Udredning om en afgrening til Nordhavnen” der belyser, hvordan der kan anlægges en metrolinje med to stationer i Nordhavnen som en afgrening fra Cityringen. Det betyder, at de to stationer skal forbindes direkte med Cityringen, som bygges nu, og som kommer til at forbinde brokvartererne med Indre By og Frederiksberg.

”I Ørestad har det vist sig, at Metro og byudvikling er et stærkt par. Det vil vi gerne have mere af og meget tyder på, at der nu er store muligheder for, at det succesfulde partnerskab også kan gentage sig i Nordhavnen. En metrolinje til Nordhavnen er et stort aktiv for den kommende bydel i Århusgadekvarteret og for de mange beboere og erhvervsdrivende, som i løbet af de kommende år vil bosætte sig i det nye kvarter," siger bestyrelsesformand i By & Havn, Carsten Koch.

Hvis byggeriet af en Metro til Nordhavnen sættes i gang nu, er der en besparelse på ca. 300 millioner kroner at hente. Det skyldes blandt andet, at der allerede er etableret en byggeplads i Sortedams Sø under arbejdet med Cityringen, hvorfra afgreningen til Nordhavnen skal begynde. Hertil kommer, at en hurtig igangsættelse af byggeriet vil afkorte perioden med forstyrrelse af driften på Cityringen fra ca. et år til et par uger, og dermed minimere indtægtstabet. Afgreningen til Nordhavnen kan desuden etableres uden at forlænge den byggeperiode, der i forvejen er afsat til Cityringen, forklarer bestyrelsesformand i Metroselskabet Henning Christophersen. Som endnu en sidegevinst vil byggeriet betyde nye jobs til flere tusinde.

”Vi står med en enestående chance for at give et markant løft til den kollektive transport og byudviklingen og samtidig skabe 4000 nye jobs for få offentlige midler. Projektets sunde økonomi er rettidig omhu og samtidig en løsning, hvor vi her og nu sætter gang i beskæftigelsen og skaber bæredygtig vækst i fremtiden, siger bestyrelsesformand i Metroselskabet, Henning Christophersen.

Nordhavnsmetroen vil koste ca. 2,9 milliarder kroner. 0,7 milliarder skal finansieres gennem et offentligt indskud, mens passagerindtægter, ejendomsbidrag og Offentlig Privat Partnerskab (OPP) kan finansiere de øvrige 75 %.

Beslutningen om en Nordhavnsmetro skal imidlertid træffes allerede i begyndelsen af 2012, hvis de økonomiske fordele ved at etablere afgreningen i forbindelse med Cityringen, skal høstes. Sker det, kan Nordhavnsmetroen stå klar i efteråret 2019, mens Cityringen åbner i slutningen af 2018.

Kontaktoplysninger:

Metroselskabet, kommunikationschef Lise Hein, E: lhi@m.dk, M: 7242 4602.
By & Havn, kommunikationschef Pernille Garde Abildgaard, E: pga@byoghavn.dk, M: 2916 0586.

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206