KNAP 20.000 NYE BORGERE TIL ØRESTAD OG ISLANDS BRYGGE

28. marts 2011

De nyeste befolkningsprognoser viser, at vi frem mod år 2025 bliver 100.000 flere københavnere. Det sætter yderligere skub i udviklingen af bl.a. Ørestad, skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.


Københavns Kommunes prognoser viser, at knap 20.000 af de nye københavnere kommer til at have deres hverdag i Ørestad og på Islands Brygge. Den kraftige vækst i befolkningstallet skyldes dels, at der fødes mange nye københavnere, dels at der flytter flere børnefamilier og unge til byen, end der flytter væk. Væksten fremmer både offentlige og private investeringer.

”Der skal bygges mange nye boliger i de nye byområder, og der skal investeres i kommunale tilbud som daginstitutioner og skoler. Men kommunen har en sund økonomi, og der er overskud til samlede investeringer på fire mia. kr. årligt. Udviklingen er en understregning af den popularitet, København har opnået over de seneste år,” siger Københavns overborgmester Frank Jensen i pressemeddelelsen. Han fortsætter:

”Det er blevet trendy for børnefamilierne at blive i byen. Familierne kan godt lide storbyen og de mange kulturelle og fritidsmæssige aktiviteter. Det er ikke længere attraktivt at bruge meget tid på pendling. Folk vil hellere bruge tid på familien og så bo lidt tættere på andre.”

I Ørestad bor der lige nu knap 7.000 beboere. 90 % af dem er under 47 år. Ørestad er et godt eksempel på, at man imødekommer efterspørgslen på moderne rummelige lejligheder, tæt på naturen og alligevel tæt på byen.

”Ørestad er bygget på bar mark – med en højklasse infrastruktur som livline. Og det har givet bonus. På få år er bolig- og erhvervsbyggerier vokset op af jorden – og området er i dag meget populært hos især unge familier, der ikke ønsker at flytte uden for byen, men stadig gerne vil kunne tilbyde deres børn græs mellem tæerne. Ørestad er også blevet attraktiv for internationale virksomheder, der er afhængig af en god international infrastruktur – så bydelen lever op til alle kravene for en ny bydel i en moderne storby,” siger adm. direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen.

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206