ARKITEKT DANIEL LIBESKIND INDVIER HOTEL I ØRESTAD I DAG

25. august 2011

Den 25. august indviede den verdensberømte arkitekt Daniel Libeskind Hotel CABINN Metro i Ørestad. Hotellet er så stor en succes, at direktør Niels Fennet allerede nu overvejer at udvide med hotellejligheder og flere kontorfaciliteter i Ørestad.


Hotellet, der har 709 værelser, har ifølge direktør Niels Fennet haft omkring 200.000 gæster siden 2009. Alligevel er det først nu, at hotellet officielt indvies. Det sker med besøg af den verdensberømte arkitekt Daniel Libeskind.

Hotel CABINN Metro ligger centralt i Ørestad City i København med kun få minutters transport fra lufthavnen og det indre København. Udover CABINN Metro ligger der yderligere to store hoteller i Ørestad: Det bæredygtige 4-stjernet Crowne Plaza og det markante 4-stjernet Bella Sky Hotel, der blev indviet tidligere på året.


Højhuset i nederste venstre hjørne er Crowne Plaza, og de skæve tårne i baggrunden er Bella Sky Hotel. I midten ses Hotel CABINN Metro med de karakteristiske røde gavle.

Og der er tilsyneladende gæster til alle tre hoteller. Ifølge CABINN-direktør Niels Fennet er der i hvert fald masser af gæster på hans hotel – og han har sågar planer om at udvide med funktioner, der naturligt er en udvidelse af CABINN Metros kerneområde. Blandt andet ønsker Niels Fennet at udvide med flere mødeaktiviteter, bygge ca. 200 mini-city-apartments med tilhørende kantine - der også skal fungere som restaurant for hotellets gæster – samt etablere et kontorhotel med ca. 300 arbejdspladser.

”Ja, vi har store planer. Men vi har også noget at have det i. CABINN Metro har overgået sit budget og er blevet en stor succes. Allerede nu har gæsterne fundet ud af fordelen ved at bo, hvor man kan parkere og med metroen tæt på alle Københavns herligheder,” siger direktør Niels Fennet.

Hotellets karakteristiske blå og røde farve bryder med områdets øvrige facader og gør hotellets arkitektur markant og iøjnefaldende – og det er helt med vilje.

Indvielse i dag
For at hylde arkitekten står indvielsen af hotellet i Daniel Libeskinds tegn. Der er bl.a. arrangeret levende harmonikamusik i alle dens afskygninger forskellige steder på hotellet. Libeskind var som barn et stort talent på harmonika og optrådte på polsk fjernsyn som kun 6-årig. Musikken spiller også en stor rolle i opførelsen af CABINN Metro, da hele dens facade er en elektronisk symfoni, som Libeskind skrev i 1986, og som nu materialiserer sig i linjer af aluminium, stavværk og blåt folie.

”I 1986 skrev Daniel Libeskind en symfoni, og da jeg talte med ham om dette hotelprojekt i Ørestad, mente han, at området manglede musik. Så i stedet for en traditionel facade, forærede han projektet sin symfoni, således at vi kunne skrive partituret til symfonien på gavlen. Det tog lidt tid at få det udført – men det skal jo også være helt korrekt,” siger direktør Niels Fennet, der selv har stået for styringen af det enorme byggeri.

CABINN Metro er et 2-stjernet hotel, det ottende hotel i lavpriskæden og det kendte koncept fra CABINNs øvrige hoteller går igen i Ørestad. I stuetagen vil der være internet hotspot og døgnåben servicecounter, som man kender det fra andre CABINN hoteller.

Pressekontakt:
Kommunikationschef i By & Havn, Pernille Garde Abildgaard, T: 2916 0586, E: pga@byoghavn.dk  

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206