AMAGER FÆLLED - EN SKATTEKISTE AF SPISELIG NATUR

12. september 2011

Et enormt naturområde fyldt med sunde, spiselige planter. Det er, hvad ørestadsbeboerne har i baghaven. Intet andet sted i Europa findes et grønt område af denne størrelse med så rigt et planteliv så tæt på storbyen – med metro lige til græskanten. Amager og Kalvebod Fælled ved Ørestad rummer oplevelser, som man normalt ikke kan få i en storby.


Ramsløg, hyld, asparges, æbler, stikkelsbær, peberrod og massevis af urter. Det er bare en lille del af, hvad du kan finde på Amager Fælled. Minutter fra Københavns indre by ligger et værdifuldt naturområde ved Ørestad med et væld af sunde, nordiske planter.

Selv om bilerne fræser forbi få kilometer derfra, er det fuglene, vinden og træernes raslen, man hører. På Amager Fælled virker byen pludselig fjern.

Jann Kuusisaari fortæller, at de små orange havtornebær er fyldt med c-vitamin. De er lækre i smoothies, is og saftevand og især i samspil med æble eller jordbær. 

”Det, der gør Amager Fælled så unik, er, at vi har en næsten vild natur midt i byen med hundredvis af forskellige planter og træer. Man får fornemmelsen af at være rigtigt ude i naturen, selv om rådhuspladsen er tæt på,” siger Jann Kuusisaari, som er gartner og beboer i Ørestad Nord.  

På fælleden er en stor del af planterne lige til at spise.

 
”De fleste ved ikke, hvor mange lækre ting, der vokser her. Det er både et sted, hvor man kan lære en masse om planter og plukke til sit køkken derhjemme,” siger Jann Kuusisaari og fortsætter:

”Vilde urter er fantastiske til madlavning, og så er her peberrod, frugttræer, forskellige slags løg, masser af bær, og jeg kunne blive ved.”

Peberrod vokser vildt på Amager Fælled

Is fra fælleden
Kim Tøvlesø Simonsen ejer isbutikken Ismageriet på Amager, og han bruger især havtornebær fra fælleden i sin is.

”Havtorne-isen er blevet vildt populær, måske både fordi havtorn er enormt sundt, og fordi den har en rigtig fin, børnevenlig smag – sådan lidt filuragtig,” siger han.

Kim Tøvlesø Simonsen bruger også hyldeblomst plukket direkte fra Amager Fælled i sin is. Han startede selv med at samle hyld og havtorn fra fælleden, men som butikken voksede, fik han for travlt. Derfor satte han en seddel op i isbutikkens vindue, og pludselig strømmede det ind med friskplukkede lækkerier fra Amager Fælled.

Nu er det primært to familier, der hygger sig med at samle til Ismageriet. 


Og for Kim Tøvlesø Simonsen har det en særlig værdi, at råvarerne er lokale.

”Det betyder meget for kunderne, at planterne er fra lokalområdet, og det er sjovt, fordi vi kan lave et unikt produkt, som du ikke får andre steder. Det er desuden nogle virkeligt gode ingredienser, man kan få fra naturen her i området,” siger han.

For ejeren af Ismageriet, som tidligere er kok, er det næsten en sport at få noget lækkert ud af de ting, der gror lige uden for døren.

”Det er den retning, vi gerne vil med Ismageriet, og derfor er det oplagt for os at bruge den lokale natur. Der skal være en kortere vej fra de friske råvarer til det færdige produkt. Og vi vil gerne holde fast i nærhedsprincippet. Man skal kunne smage naturen, og det må gerne smage forskelligt fra gang til gang,” fastslår Kim Tøvlesø Simonsen. 

Også det lokale bryggeri, Amager Bryghus, bruger planter fra fælleden i produktionen. Hyldeblomst indgår som ingrediens i specialøllen, der netop hedder ’Amager Fælled’.

Pressekontakt:
Kommunikationschef i By & havn, Pernille Garde Abildgaard
T: 2916 0586
M: pga@byoghavn.dk


 

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206