SÆSONSTART PÅ PLUG N PLAY

2. april 2010

Foråret er over os. Dagene er lysere og længere, der er små knopper på træerne og vintergækker i skovbunden. Foråret betyder også sæsonstart på PLUG N PLAY i Ørestad, og både rulleskøjteløbere, dirtjumpere og haveentusiaster er klar til at genoptage aktiviteterne efter en vinter i dvale.

 

Foråret har knap gjort sit indtog, men allerede nu er der gang i aktivitetsområdet PLUG N PLAY i Ørestad Syd, og så snart vejret tillader det, bliver fodboldmål, cirkelbænke og solsejl igen sat op i området. De sidste par uger er rulleskøjtebanen på PLUG N PLAY blevet flittigt brugt af besøgende, og efter påske starter Vesterbro Rulleskøjteklubs sæson officielt med flere ugentlige træningspas.

”Vi er ved at være klar til sæsonstart, hvor vi vil træne flere gange om ugen på PLUG N PLAY. I forbindelse med sæsonstart holder vi på søndag orientering om sporten, udstyr osv., hvor alle er velkomne til at komme og stille spørgsmål og få den rette hjælp til at komme i gang med rulleskøjteløb”, fortæller Sune Jensen fra Vesterbro Rulleskøjte Klub, der har benyttet banen siden åbningen i august sidste år.

De erfarne rulleskøjteløbere planlægger at afholde flere orienteringsdage i løbet af foråret, men den første af slagsen er altså d. 4. april fra klokken 13 til 15. Som et andet nyt tiltag starter et nyt børnehold for børn i alderen 6-14 år op. Børneholdet træner to gange om ugen.

Hos Ørestad Urbane Haver er medlemmernes grønne fingre også ivrige efter at komme ud og rode i forårsjorden. Foreningen melder om mange nye medlemmer og en stadig voksende venteliste.

”Vi glæder os meget til at komme i haven igen. Flere medlemmer har allerede været ude og grave og rive, og flere følger nok trop i løbet af påsken. Nu hvor alle brugere af PLUG N PLAY er mere etablerede end sidste år, håber vi, at vi får set meget mere til hinanden”, siger Mikka, som er formand for Ørestad Urbane Haver.

Urbane Haver har i år planlagt en arbejdsdag for alle medlemmer, hvor der skal monteres et læhegn af pil rundt om haven. Arbejdsdagen ligger lørdag d. 10. april, og Urbane Haver planlægger at afholde flere arrangementer i løbet af sæsonen.

Men Urbane Haver er ikke alene om at arrangere sociale begivenheder på PLUG N PLAY. I forbindelse med dirtjumpernes sæsonåbning d. 8. maj er foreningen i gang med at arrangere en hyggedag. Til Dirtjump Jam, som arrangementet hedder, vil der både være grillmad, musik og masser af mountainbike og bmx dirtjumpere, som starter den nye sæson op med tricks på banen. Dirtjumperne har endnu ikke fået lagt faste træningstider, men på www.dirtjump.dk og www.plugnplay.dk kan man holde øje med opdateringer.

Udover foreningerne, der træner fast, er alle som altid velkomne til at benytte de forskellige baner på PLUG N PLAY, og dermed er der lagt op til en sjov og aktiv sæson på aktivitetsanlægget i Ørestad Syd.

Fakta:

PLUG N PLAY er et 25.000 kvadratmeter stort aktivitets- og idrætsområde (det er f.eks. dobbelt så stort som Amalienborg Slotsplads) i Ørestad Syd. Området er den perfekte ramme for aktivitet og leg for naboer og københavnere i alle aldre. PLUG N PLAY er gratis at benytte. Alle har adgang til området og der er altid åbent - døgnet rundt - året rundt. Metroen en går lige til græskanten - men der er også masser af plads til både at parkere bilen og cyklen. På PLUG N PLAY kan du f.eks. dyrke parkour , speedskating , dirt jump , beach volley , beach tennis , 5-mands fodbold , almindelig fodbold basketball og  street basket -eller få en økologisk nyttehave i de urbane haver . Området er finansieret af By & Havn med støtte fra Nordeafonden, Lokale- og Anlægsfonden og Københavns Kommune.

Mere info: www.plugnplay.dk


 

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:



Kristian Wederkinck Olesen

Kommunikationschef

E: kwo@byoghavn.dk

T: 3053 5004


Carsten Arlund

Redaktør - billedredaktør

E: ca@byoghavn.dk

T: 2075 1701



Lotte Rosenholm

Kommunikationskonsulent

E: lot@byoghavn.dk

T: 3057 8206