OPRYDNING I KØBENHAVNS HAVN

17. april 2010

Søndag den 18. april har du mulighed for at gøre en forskel for havnemiljøet i København.


Det er sjette år i træk Danmarks Naturfredningsforening inviterer til landsdækkende affaldsindsamling og i år har de indgået et samarbejde med By og Havn og Københavns kommune for at sætte fokus på den ubeskrivelige mængde af affald, der på uforklarlig vis havner i Københavns havn.

Mød op ved Islands Brygge eller på Sydhavnstippen fra kl. 12-16, hvor der begge steder er brug for hjælp til at samle affald. På Islands Brygge er der også en udstilling af det affald, som By & Havn har samlet op de seneste måneder. Og det er adskillige tons. Der er også dykkere i vandet, som hjælper med at fiske affaldet op fra havnebunden.

Det kræver ikke tilmelding at komme og være med – bare mød op med godt humør og arbejdshandsker – så får du udleveret en affaldssæk og får lov at nyde havnen, det forhåbentligt gode vejr og flinke mennesker i naturens tegn en hel dag.

By & Havn rydder dagligt op langs med havnen – og én gang om året rydder selskabet også op under vandet. Sidste gang de havde dykkere i gang under vandoverfladen hentede de lidt mere end otte tons affald op af vandet. Der var flest cykler, men også bildæk, plastikstole og indkøbsvogne fyldte godt op.

”Der er mange der åbenbart tror, at affaldet forsvinder, når man dumper det i havnen. Men det gør det altså ikke! Det er vigtigt at sætte fokus på problemet, så folk forhåbentlig finder en bedre måde at komme af med deres affald på. Til glæde for både vandkvaliteten og havnemiljøet”, siger driftschef i By & Havn Gert Kondrup.

Sidste år deltog 46.000 mennesker på landsplan i affaldsindsamlingen. I alt samlede de 173 tons affald og 152.000 dåser. Danmarks Naturfredningsforening håber, at endnu flere vil være med til at holde naturen ren i 2010 ved at bruge et par timer på at samle affald søndag den 18. april.

Yderligere oplysninger kontakt Rune K. Lange på E-mail runeklange@hotmail.com eller se DN- Københavns hjemmeside, www.dn.dk/koebenhavn

 

 

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701




Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206