FEM NYE BYGGERIER I ØRESTAD SYD

15. september 2010

Fem nye byggerier er på vej i Ørestad Syd. Der er tale om henholdsvis ældreboliger, familieboliger, kollegier og rækkehuse. De fem nye byggerier går i jorden i løbet af efteråret 2010 og i begyndelsen af 2011. De er klar til indflytning i 2012.


”Det er gode nyheder for Ørestad Syd og samtidig et godt udtryk for, at udviklingen fortsætter i Ørestad på trods af afmatning i ejendomsmarkedet,” siger adm. direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen.

To af byggerierne bygges i områdets sydvestlige område. Der er tale om henholdsvis 36 rækkehuse, hvoraf de 24 er solgt på forhånd – samt et alment familieboligbyggeri på 83 boliger. De resterende tre byggerier skyder op i områdets sydøstlige ende, hvor Sjælsø Gruppen bygger 49 almene familieboliger, Investeringsgruppen Gribskov ApS bygger 120 støttede ungdomsboliger, og KAB bygger 114 plejeboliger. Alle de nye boliger vil ligge få minutter fra Vestamager Metrostation.

 

Boligforeningen AAB bygger 83 almene familieboliger, der er omkranset af ”Skovrummet” mod vest, ”Parkrummet” mod øst og søen og Kalvebod Fælleds storslåede natur mod syd. Byggeriet er én længe med i alt 11 etager mod nord og seks etager mod syd nærmest fælleden. Boligerne bliver på 3-4 værelser og er mellem 95 og 107 m2 store. Planløsningerne er enkle og med veludnyttede m2. Alle boliger har både østvendte og vestvendte altaner. Bebyggelsen vil fremstå i mørk facadesten med transparente altaner placeret forskudt for hver anden etage.

Samtidig med byggeriet af de 83 familieboliger opfører Arkitektgruppen 36 rækkehuse lige ved siden af. Allerede inden spaden er gået i jorden er 24 af rækkehusene solgt, så interessen for Arkitektgruppens rækkehuse i Ørestad Syd har været stor. Rækkehusene er på godt 100 m2 og kan købes for mellem ca. 2,2 og 2,8 millioner kroner og udsigten ud over sø og Kalvebod Fælled kan nydes fra terrassen eller tagterrassen.

Der var 1. spadestik på de 49 almene familieboliger i fredags, og de første beboere kan forvente at flytte ind i 2012. Byggeriet er arkitektonisk en forlængelse af Stævnen i en lidt mere forenklet form. Boligerne i det kommende byggeri varierer i størrelse, men en gennemsnitlig bolig bliver 98 m2. Bebyggelsen opføres i ni etager med tagterrasser til 7. og 8. etage, og det forventes, at den månedlige leje for en bolig på 86 m2 bliver godt 7000 kroner. Boligerne er tegnet af Wilhelm Lauritsen Arkitekter og bygges af Sjælsø for Lejerbo.

Plejebolig-projektet omfatter ca. 7.900 m2 boliger og ca. 2.100 m2 serviceareal fordelt på 7 etager. Plejeboligerne bliver en del af et moderne plejecenter med 114 boliger og op til 70 ansatte. Ud af de 114 boliger i centret etableres der seks større boliger, der er beregnet til et ægtepar / par, hvor kun den ene part er visiteret til en plejebolig. Husets stueetage udføres mod gaden som en åben og transparent facade, hvor tilbud som frisør, wellness, fitness og café lægges med åbne facader ud mod kanalgaden og direkte indgang herfra. Alle boliger har som minimum en privat altan. På taget mod øst etableres en tagterrasse for alle plejecenterets beboere. KAB er bygherre, og JJW arkitekter har tegnet byggeriet.

De moderne plejeboliger får 120 moderne kollegie-boliger som nabo. Det er Investeringsgruppen Gribskov ApS, der skal stå for byggeriet, som forventes at gå i jorden i marts 2011 med indflytning i 2012. Det er Erik Møllers tegnestue der er arkitekt, og Byrgruppen der er bygherrerådgiver. Projektet er i EU-udbud og man forventer at kunne indgå aftale med en totalentreprenør i indeværende år.

Pressekontakt:
Pressechef i By & Havn
Pernille Garde Abildgaard
T: 2916 0586

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701




Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206