FÅRENE SLIPPES LØS PÅ SYDHAVNSTIPPEN

8. april 2010

På lørdag slippes 100 får løs på Sydhavnstippen, hvor de ligesom sidste år skal fungere som naturplejere og tage kampen op mod den voksende kæmpebjørneklo. Inden fårene sættes ud, er det samme dag muligt at komme på vandretur i området med By & Havns guide.


Fårenes fornemste opgave er at fortære kæmpebjørnekloen, som uden fårenes gumlen ville hærge hele Sydhavnstippen i sommerhalvåret og gøre området utilgængeligt for mennesker og dyr. Kæmpebjørnekloen breder sig hurtigt og fortrænger også de eksisterende plantearter. Den er uskadelig for fårene, men kommer saften fra bjørnekloen i kontakt med menneskehud, kan den forårsage svidende udslæt og sår. De ca. 100 får er også med til at bekæmpe andre aggressive planter som Kanadisk Gyldenris og Japansk Pileurt.

”Vi har renoveret hegnet og hældt rent vand i trugene, så vi er klar til fårenes ankomst. De er fantastiske naturplejere, og vi er meget glade for deres store appetit”, siger driftschef i By & Havn, Gert Kondrup, der sammen med det lokale grønne partnerskab ”Tippen Syder” står bag fåreholdet.

”Tippen Syder” består af Tippen Fårelaug, Grøn Sydhavn Naturgruppen, de lokale afdelinger af Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening, By & Havn, Københavns Kommunes afdeling for bæredygtig udvikling, samt MILJØPUNKT Vesterbro/Sydhavn.

Dyr og natur tæt på byen
Fårene slippes løs på en 20 hektar stor fold på Sydhavnstippen, hvor de uldne, firbenede væsner kan nyde den friske luft og guffe kæmpebjørneklo. De mange får er unikt for en storby, de er en udflugtsattraktion i sig selv og gør samtidig de det naturskønne område tilgængeligt for københavnerne.

”Der er sandsynligvis ikke andre steder i København, hvor man har så mange dyr gående så tæt på boliger og institutioner. Vi håber, at det også kan lokke lidt flere ud på en gåtur til Sydhavnstippen, som er et fantastisk smukt område”, siger projektkoordinator Katja Lange fra Miljøpunkt Vesterbro/Sydhavn.

Ønsker man at få et endnu større indblik i området, kan du før fårene udsættes deltage i By & Havns vandretur, hvor guiden Ole Bertelsen fører an. Turen er på i alt ni kilometer og går igennem det grønne landskab, forbi Karens Minde og til sidst et smut til kanalbyen på Sluseholmen. Det er en god idé at medbringe lidt at spise og drikke undervejs.

”Alle er velkomne til at deltage i vandreturen og overvære fåreudbindingen den 10. april. Det vil være muligt at komme tæt på de godmodige får, mens de udfører deres arbejde med at bekæmpe kæmpebjørnekloen, og børnene vil også få mulighed for at blive fotograferet som et får”, fortæller Niels Birk, som er daglig leder på Miljøpunkt Vesterbro/Sydhavn. Vandreturen starter klokken 13 fra Sydhavn Station, og tilmelding er ikke nødvendig. Klokken 15 slippes fårene fri på Sydhavnstippen.

Niels Birk fortæller desuden, at de varmere temperaturer krydret med lidt regn har medvirket til, at der formentlig er føde nok til fårene, og at tidsplanen derfor overholdes. Hold for en sikkerheds skyld øje med www.sydhavnstippen.dk, hvor alle opdateringer lægges ind.

Det er ikke kun på Sydhavnstippen at By & Havn har erfaringer med levende naturpleje. Også på Amager Fælled gør man brug af naturens egne midler - nemlig dyrene - til at holde vegetationen nede. Her er det dog ca. 45 køer, der tager sig af den naturlige naturpleje af området hele sommerhalvåret.

For yderligere informationer
Pressechef i By & Havn, Pernille Garde Abildgaard
T: 3376 9800
M: 2916 0586
E: pga@byoghavn.dk

 
Hent E-flyer

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701




Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206