WORLD OUTGAMES HAR INDTAGET KØBENHAVN

28. juli 2009

World Outgames er i fuld gang, og i forbindelse med festivalen stiller By & Havn faciliteter og mandskab til rådighed. En stor del af festivalens aktiviteter finder sted ved Københavns havn, bl.a. på Islands Brygge, som til anledningen er omdannet til en sports- og kulturscene med både musik og idræt.

 

Frem til den 2. august er København vært for World Outgames, hvor menneskerettigheder, sport og kultur kombineres. Festivalen skaber liv og aktivitet overalt i byen, og derfor har By & Havn valgt at støtte World Outgames. By & Havn hjælper blandt andet med praktisk assistance og afvikling af den store festival.

”For World Outgames har det været afgørende at placere så mange sportskonkurrencer og workshops i byens rum som muligt, således at de internationale deltagere og turister ser og oplever København som en spændende, ren og moderne by fyldt medmuligheder for fysisk udfoldelse. I den forbindelse er vi også meget begejstrede for det gode samarbejde, vi har haft med By & Havn omkring planlægning og afvikling af World Outgames”, siger sportschef for World Outgames, Tommy Kristoffersen.

Også i By & Havn er man glad for udnyttelsen af byens rum:

”Vi har valgt at støtte World Outgames, da begivenheden inddrager By & Havns byudviklingsområder og har aktiviteter i Ørestad, samt i og langs med havnen. Derudover er blandingen af sportsbegivenheder, menneskerettighedskonferencer, kulturelle arrangementer, events og fester forfriskende”, siger Simon Brückner, der er bylivschef i By & Havn.

By & Havn har også tidligere støttet kulturelle arrangementer. Sidste år var selskabet hovedsponsor ved den årlige havnefestival, Kulturhavn, og igen i år leverer By & Havn praktisk assistance til havnefestivalen. Kulturhavn finder i år sted fra fredag den 7. til søndag den 9. august.

Sport og kultur på Islands Brygge

Islands Brygge er i anledning af World Outgames centrum for både sport og kultur. Under hele World Outgames er Bryggen transformeret til den livlige israelske storby, Tel Aviv, der som bekendt aldrig sover. Derfor kan man under festivalen, som varer til den 2. august, tage til Bryggen og opleve israelsk popmusik, speciel israelsk danseopvisning og Dj’s fra Tel Aviv.

Foretrækker man sport er Islands Brygge også et besøg værd. Torsdag den 30. juli fra klokken 16.30-18.30 afholdes det såkaldte Head of The Harbor Race. En seks kilometer lang kaproning, der starter og slutter ved Islands Brygge. I løbet deltager blandt andet seks hold fra Danske Studenters Roklub.


Billederne stammer fra Copenhagen Harbour Race 2008


Og dagen inden, nemlig onsdag d. 29. juli, spiller de gamle håndbolddrenge, med blandt andre Morten Stig Christensen og Per Skaarup, showkamp. Pia Allerslev og Jan Gintberg er kommentatorer. Showkampen løber af stablen klokken 18.

En ny tradition

World Outgames er en forholdsvis ny tradition, da det kun er anden gang festivalen afholdes. World Outgames er dog andet og mere end en sportsbegivenhed. Især homoseksuelles rettigheder står øverst på dagsordenen, men kombineres på festlig vis med sport og kultur. World Outgames blev første gang afholdt i Montreal i Canada i 2006. I år deltager næsten 5.500 betalende gæster, men derudover forventer arrangørerne at World Outgames tiltrækker mange turister og besøgende, og dermed giver København en pæn omsætning i forbindelse med festivalen. Word Outgames indtog København d. 25. juli og frem til d. 2. august vil festivalen fylde København med liv.

Det officielle program kan findes på   www.copenhagen2009.org.

For yderligere informationer

Pressechef Pernille Garde Abildgaard, By & Havn
T: 3376 9800
M: 2916 0586
E: pga@byoghavn.dk

 

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206